Mistillid – tillidens onde søster

Fra vise kvinder og mænd lyder, at vi lever i en historisk tid, hvor alt, der ikke er sandt, kærligt og værdigt for både den enkelte og hele menneskeheden falder. En tid, hvor vi alle får muligheden for at gå med det gamle, eller være med til at skabe en ny verden. Et valg mellem forskelligrettede kræfter som kan udløse både modstand og kamp.

Kigger jeg på verden i makroperspektiv, lever vi i øjeblikket med megen uro og ufred. På mikroniveau ser jeg det samme udspille sig flere steder omkring mig.

Fra eget liv er det især kommet til udtryk ved en adfærd hos mennesker tæt på, som har betydet, at jeg flere gange har siddet tilbage med en oplevelse af mistillid til mig. Mistillid til områder som mit virke, min intention og min loyalitet.

Det rammer mig hårdt og det er let at blive grebet af vrede. Vrede over den oplevede uretfærdighed og misforståelse.

Men jeg har erfaret, at der under vreden typiske gemmer sig en stor sorg. En sorg, som jeg også mærker lige nu. Jeg er såret. Oprigtigt ked af det. Samtidig med at utrygheden tager ophold i mit indre og mit fundament begynder at skælve.

Samtidig bliver jeg nysgerrig på min reaktion. Og jeg spørger; hvordan kan det ske nu? Hvad ligger bag? Hvorfor disse (oplevede) anklager?

Jeg spørger med en oprigtig undren, fordi jeg hver dag bestræber mig på at være et ordentlig menneske med respekt, ærlighed og kærlighed til både jeg selv og de mennesker, som jeg møder og er omkring mig. Fordi jeg er generøs med delinger og betragtninger om mit indre og ydre liv og aldrig bevidst skjuler noget.

Og fordi jeg et sted dybt i mig ved, at jeg er her for at stille mig til rådighed for det væsentlige. Det har aldrig været berømmelse eller rigdom. Men for at gøre en forskel i verden.

Jeg spørger; Er jeg blind for egne skygger? Er mit blik sløret? Hvad er det tydelige, som er utydeligt for mig? Er mistilliden min alene?

I et tidsskrift for professionsstudier står: “At have tillid til noget er at læne sig til det i forventning om og tiltro til, at det ikke vil svigte.”

Et udsagn, som får mig til at stille flere spørgsmål;

At have mistillid, er det så en forventning om svigt? Og i så fald hvem svigter og hvem svigtes?

Er det muligt at svigte andre uden at svigte sig selv?

Er mistilliden sand? Er det projektioner? Spejle?

Jeg kender ikke svaret. Eller svarene.

Det siges, at året 2024 kommer med masser af invitationer til at heale dybe traumer og sår. Det mærker jeg tydeligt. Og følelsen af mistillid er et af mine dybeste sår. En følelse, jeg genkender og har set optræde på forskellig vis. Mistillid til andre og mistillid til mig selv. Den har trofast fulgt mig i mange år. Et kim placeret i et lille barn. Aldrig på grund af ondskab. Snarere uvidenhed og manglende kompetencer.

“Der er en portal mellem det der sker og det skete, som er værd at have blik for”

Mads Vang Christensen

Derfor ved jeg også instinktivt, at nu er tiden, at jeg må se den i øjnene. Tage favntag med det i mig, som gør det muligt for mistilliden at tage ophold og som dermed får mit fundament til at ryste for en stund. Fordi mit ønske er, at kunne gå i verden tillidsskabende, tillidsfuld og med en iboende sindsro.

Der er ingen anden vej. Ej heller selvom jeg ryster og har lyst til at forlade scenen.

Jeg ved, at jeg skal blive. Være stille. Meditativ. Besøge min indre visdom.

Sende det tilbage som ikke er mit. Tage vare på mit indre barn. Favne og møde sorgen og de tårer som måtte komme.

Give plads til at svarene langsomt folder sig ud fra mit inderste. Lad tilliden vokse og tage fornyet og styrket plads i mit hjerte.

Lad livet vise sig på smukkeste vis. Fordi det er smukt og universet har mig. Altid.

Ikke at gøre det, er at svigte mig selv. Og dermed de mennesker omkring mig, som jeg ønsker, vil opleve at i mødet med mig, vil de møde et menneske som er ærligt, kærligt og respektfuldt. Et menneske som man altid kan have tillid til. Opleve tryghed ved.

Tak for invitationen. Til at gå igennem smerte og sorg. Jeg ved, at den er sendt fra universet i guddommelig kærlighed og med et ønske om healing og oplysthed.

Kærligst Inger

Løgstrup indleder sin bog ‘Den etiske fordring’ med ordene: “Det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden. Det er ikke blot tilfældet, når vi træffer et menneske, vi kender godt, men det gælder også, når vi møder en vildt fremmed. Der skal særlige omstændigheder til, for at vi på forhånd står over for en fremmed med mistillid.

Tillid kommer af sig selv, spontant. Den skal man ikke lære eller anstrenge sig for. Mistilliden skal derimod læres og opstår først, når vi har erfaret svigt, dvs. tillidsbrud. Løgstrup kalder derfor tilliden for en ”suveræn livsytring”. Løgstrup bruger dette udtryk, fordi det er hans opfattelse, at det er livet selv, der ytrer sig (dvs. viser sig eller bryder igennem) i tilliden.

Foto: Volkan Olmez, Anh Tuan & Peter Herrmann (Unsplash)