Indhold
Share Post

Mine sidste ord til min far på hans dødsleje

Delt med tilladelse fra min mor 

Kære far …

Du håbede, at den dag, du skulle herfra, ville du blot falde om uden at opdage, at det var tid. Præcis som det skete for din far.

Men sådan blev det ikke. I stedet måtte du selv træffe beslutningen om, at det er nu. At det er tid. Tid til at give slip og rejse videre. Det kan føles ubarmhjertigt, sådan som dit liv til tider også har været det – set som betragter udefra. Set som din datter. Din førstefødte.

Et liv med megen modstand.

I perioder kan livet let synes uretfærdigt.

Men livet er ikke retfærdigt eller uretfærdigt. Livet er.

Og måske er det på samme måde med døden. Døden er. Den kommer. Også til dem, som ikke er parate. Ikke er forberedt. Hvis det overhovedet er muligt.

Nu står vi her foran den. Døden. Kigger den i øjnene. Jeg med følelser som spænder mellem accept til tvivl på beslutningen. Fra sorg til dybfølt kærlighed. Fra mørket som lige nu ligger sig over mig og trykker på mit bryst og vækker kvalme – til lyset som følger Jesus, når han i dette øjeblik viser sig for os.

‘Sådan er det’.

Ordene kom med en klarhed fra dig, da lægen sagde, at du er terminal og at vi er nødt til at forholde os til, hvordan din sidste tid skal være. Vores sidste tid sammen her på jorden.

Jeg fornemmede en samtidig sorg hos dig – måske mest over at skulle efterlade mor. Kvinden du har delt livet med i snart 60 år. Kvinden som stod ved din side. Uanset hvad livet kom med. Inviterede til.

Jeg synes, der er noget stærkt og modigt i den måde, du møder det uundgåelige på. En accept, som jeg håber selv at kunne finde, når det en dag bliver min tur. At kunne give slip. Uden dom over det liv, der blev mit.

Kære far …

Når jeg ser på dig, er der særligt to ting, som træder frem.

Dit i perioder forpinte hjerte. Måske opstået i den modstand, du mødte i livet – den ydre modstand i en verden farvet af efterkrig og senere den kolde krig – og store forandringer i hverdagslivet ude som hjemme.

Og den indre modstand, som set med mine øjne lignede en kamp med dæmoner. Indre dæmoner, som jeg tror, vi alle bærer rundt på, men måske var dine lidt mørkere.

Når jeg ser tilbage, er det svære en del af vores fælles historie. Men jeg vil ikke lade det fylde eller farve mit blik eller mit hjerte. For der er også så meget andet, jeg bærer med mig fra dig.

Den anden side af dig, jeg ser, er et menneske med lethed, kækhed og mildhed. Glimt og billeder med dig, der fjoller rundt med mig og mine søskende, dukker op. Af dig, som traver vejene tynde, mens du hjælper mig med at at dele mine aviser ud. Som står i hallen og hepper på mig, mens jeg griber boldene i håndboldmålet.

Jeg ser også et menneske med generøsitet og lyst til at dele. Med trang til frihed. Uden bånd som begrænser.

Og jeg genkender det i mig. Og jeg ser det spire i min søn.

Du har især vist mig, hvordan vi hver især kan yde omsorg for dem, som har det svært. Med generøsitet har du delt det, du kunne, så længe du kunne. Den omsorg er en arv fra dig, som jeg prøver at bære videre så godt, jeg kan.

Først som voksen blev dit i perioder forpinte hjerte synligt for mit blik. Først som voksen blev det muligt at se bagom.

Det var ikke altid let at være din datter. Og jeg tror, at det heller ikke altid var let at være dig.

Men ved din side havde du mor. Og hun stod der. Som hun står der også nu. I sorg og kærlighed og med en samtidig respekt for dit valg.

Lige om lidt skal jeg slippe din hånd, mens du rækker ud efter dine forældre i et gensyn et andet sted. Hvornår jeg igen får lov at holde din, ved ingen.

Lige om lidt skal vores veje skilles for en stund. Ingen af os ved, hvordan der er på den anden side. På den anden side af døden.

Du skal igen være med din mor og din far. Din mor, som gik bort alt for tidligt i en ulykke, da du var blot 27 år – mon det er årsagen til dit forpinte hjerte? Det ved kun du.

Og din far, som blev hos os meget længere.

Også min egen død bliver jeg inviteret til at forholde mig til, i takt med at jeg rykker frem på linjen med din bortgang.

En plads, der længe har føltes tryg og næsten selvfølgelig, fordi jeg som barn sad bagved. I en illusion af, at livet følger en naturlig rækkefølge. At vi har tiden foran os, så længe vores forældre stadig er her. Men tiden er ikke givet. Livet er ikke givet. Det har aldrig været det.

Snart sidder jeg fremme sammen med mor.

Jeg tror oprigtigt på, at den dag, vores krop giver slip, blot er en overgang. Og at der venter noget smukt, lyst og let på den anden side.

De seneste dage har jeg mærket Jesus meget tydeligt omkring mig. Om han er her for at trøste mig eller for at følge dig hjem, ved jeg ikke. Måske er det begge dele.

Hjem til det sted, hvor smerte ikke eksisterer. Hvor lyset er blødt og mildt, og kærligheden altomfavnende.

Hjem til din oprindelse. Kilden, det guddommelige hvorfra alt er skabt.

I aften tænder jeg et lys for dig. Og for mor. Og for kærligheden.

Og i skæret fra stearinlyset vender jeg blikket indad og lader erindringerne og minderne passere mens de endnu en gang lagres i hjertet.

I 56 år har vi fulgtes ad. Fra dengang min spæde barnehånd lå i din, gennem teenageårene, hvor jeg havde brug for din støtte – i nogle perioder mere end andre – og frem til den voksne kvinde, som nu må slippe din hånd.

Det siges, at intet varer for evigt. Jeg tror, at kærligheden er undtagelsen.

Kære far …

… det billede, som lige nu står klarest for mit indre blik, er mig, der ligger i din favn på sofaen i Skødstrup. Måske fire år gammel.

Fars pige. Tryg og glad lige dér.

På samme måde, som jeg håber, at du finder tryghed og glæde dér, hvor du kommer frem.

Far, jeg elsker dig.

Jeg håber og beder til, at overgangen bliver lys og let og omsvøbt i kærlighed.

Kærligst fars pige – den lille og den voksne …

Om Din vært og forfatter

Inger Hjort, spirituel vejleder, MasterCoach, Dymanisk terapeut, certificeret protreptiker, samtalepartner og event manager. I efteråret 2024 påbegyndte hun desuden det 3 årige kursus, ‘Teologi for lægfolk’ på Diakonhøjskolen samt en 4 årig uddannelse som psykoterapeut ved HEG, Aarhus.

Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.

I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.

Inger Hjort

BEVIDSTE STEMMER

Lyst til at være med i min gratis Facebook gruppe?