Mellem retfærdighed og kærlighed

I en samtale med et menneske, som jeg holder meget af, dukkede en sætning eller måske snarere nogle ord op. De føltes som en indre invitation, som jeg her vil prøve at folde ud.

Jeg tror, at der under vreden ofte ligger noget andet. Sorg. Afmagt. Savn. En smerte over det, der blev taget fra os, eller det, der aldrig blev givet. Og jeg tror, at der kan ske noget vigtigt, når vi tør se bagom vreden uden at gøre den forkert.

Vrede har sin plads. Den kan være den kraft, der fortæller os, at en grænse er overskredet. Den kan hjælpe os med at beskytte det, der er værdifuldt. Den kan kalde på ansvar og gøre os i stand til at sige fra.

Og jeg ville formentlig aldrig bede nogen om at slippe vreden, før den er blevet mødt og forstået.

Samtidig mærker jeg en forskel på vrede, der tjener livet, og hævn, der får lov at tage over.

Hævnen er dybt menneskelig. Når et menneske påfører os eller dem, vi elsker, stor smerte, kan ønsket om at give smerten tilbage være nærliggende. Jeg kan forstå det. Jeg kan forstå trangen til, at den anden skal mærke noget af det, de har gjort. Jeg kan forstå længslen efter en orden i verden, hvor det forkerte får en tydelig konsekvens.

Og jeg genkender det. Genkender at blive fanget i de tanker. Tanker, der kan gå i ring og for en stund gøre det svært at se andet end min egen smerte.

Når jeg ser ud i verden, ser jeg også krigenes gru og den lidelse, mennesker påfører hinanden. Krig kan udspille sig mellem nationer, men den kan også findes i det nære. I familien, i parforholdet og i de relationer, hvor kærligheden burde være et trygt sted.

Jeg vil ikke sammenligne den enkeltes smerte med den smerte, der udfolder sig i krig. Jeg ønsker heller ikke at gøre mig til dommer over smertens landskab eller de mennesker, der rammes af det.

Men jeg mærker, at det kalder på et alvorligt spørgsmål: Hvad sker der, når smerten får lov at blive den kraft, der bestemmer det næste skridt?

For hævnens bevægelse kan være svær at standse. Smerte vækker smerte. Frygt vækker frygt. Det, der begyndte som en forståelig reaktion på et overgreb, et tab eller en dyb krænkelse, kan vokse til et kredsløb, hvor nye mennesker rammes. I familien. I relationerne. I samfundet. I verden.

Retfærdighed med kærligheden som kompas

Jeg tror ikke på, at kærlighed gør retfærdighed overflødig. Og jeg kan sagtens forstå at vi har brug for et retssystem, der kan beskytte mennesker, placere ansvar og lade handlinger få konsekvenser.

At vi har brug for at kunne sige, at noget var forkert. At skade er skade. At grænser betyder noget. Retfærdighed er også omsorg for dem, der er blevet ramt, og for dem, der ellers kunne blive ramt senere.

Men retfærdighed og hævn er ikke det samme.

Retfærdigheden spørger, hvordan vi som fællesskab kan tage ansvar, beskytte og skabe konsekvenser. Hævnen kan komme til at spørge, hvordan den anden kan få noget af den smerte tilbage, som jeg eller dem, jeg elsker, er blevet ramt af.

Retfærdigheden har blik for handlinger og deres følger. Hævnen kan gøre vores egen smerte til den eneste målestok.

Denne forskel er let at skrive og svær at leve. Især når noget gør ondt. Især når vi ikke oplever, at verden eller systemet forstår alvoren af det, vi bærer.

I Det Nye Testamente skriver apostlen Paulus i Romerbrevet 7,15 og 19:

“For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.”

“For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Jeg genkender disse ord fra en virkelighed, jeg selv har erfaret.

Et menneskeligt system

Ved siden af retssystemet fornemmer jeg et andet rum. Jeg får lyst til at kalde det et menneskeligt system.

Her handler spørgsmålet ikke først om dommen over den anden, men om det, der sker i mig.

Hvad gør jeg med den smerte, jeg er blevet påført?
Hvad får den lov at forme i mine relationer, mine valg og den måde, jeg møder verden på?

Der findes mennesker, vi aldrig kan eller skal møde igen. Der findes handlinger, som ikke skal bortforklares, mildnes eller gøres acceptable. Kærlighed er heller ikke et krav om tilgivelse. Den er ikke en opfordring til at lægge sig ned, lukke øjnene eller lade grænserne forsvinde.

Kærligheden kan i stedet være en anden form for ansvar. En anden form for svar.

Et ansvar for ikke at lade det, der gjorde ondt, blive den eneste kraft, jeg handler fra.

Et ansvar for at holde fast i min menneskelighed, også når jeg bliver ramt af noget umenneskeligt.

Et ansvar for at se, når smerten er ved at gøre mit hjerte hårdt, uden at skamme mig over, at den gjorde ondt.

Et svar fra mig … Mit svar.

Det kan være en vanskelig bevægelse. Måske kan den til tider synes umulig.

Jeg ved ikke, om vi altid mærker, at vi har et valg. Når vi er ramt, kan valget være skjult bag chok, sorg eller gamle beskyttelser. Men jeg tror, at der nogle gange kan opstå et lille rum, hvor vi kan spørge: Hvad vil jeg lade dette blive til i mig?

Et rum, hvor jeg kan lade kærligheden være beslægtet med ønsket om, at den skade, jeg har mødt, ikke skal bestemme, hvem jeg bliver.

Valget om at lade kærligheden være beslægtet med ønsket om, at jeg ikke vil lade den skade, jeg har mødt, bestemme, hvem jeg bliver.

Det, der rejser videre

Jeg tror ikke, at vi kan standse alle gamle mønstre, eller ophæve det, der allerede er sket. Jeg tror, at der gennem indre arbejde, støtte og vågen opmærksomhed kan opstå små brud i det, der ellers risikerer at rejse videre. Brud, hvor vi får mulighed for at vælge noget andet end det, vi selv blev mødt med.

Det, vi ikke har haft mulighed for at møde med omsorg, kan nogle gange få udtryk som kontrol, distance, tavshed, frygt eller vrede. Det sker ikke nødvendigvis, fordi vi ønsker at skade andre. Ofte forsøger noget i os at beskytte sig. Men beskyttelsen kan blive tung at bære for dem, der kommer tæt på. For vores børn. Vores partnere. Vores venner. De mennesker, vi egentlig ønsker at elske.

At se mønstret er ikke det samme som at kunne ændre det på kommando. Det kan være begyndelsen på et valg. Et valg om at søge støtte. Et valg om at lade sorgen få sprog. Et valg om at sige fra uden at miste sig selv. Et valg om at lade et barn, en partner eller et medmenneske møde mere varme, end vi selv måske blev mødt med.

Jeg ved ikke, om kærligheden alene kan standse det, der rejser videre. Men jeg tror, den kan give os en anden retning. Den kan hjælpe os med at lade være med at give smerten den sidste magt.

Kærligheden som retning

Bent Falk skriver i At være der, hvor du er: “Livet er ikke retfærdigt eller uretfærdigt. Livet er.”

Jeg mærker noget både enkelt og krævende i de ord. De fritager ingen for ansvar. De gør ikke tabet mindre. De forklarer ikke det uforklarlige.

Men de minder mig om, at livet ikke altid giver os den oprejsning, vi længes efter. Vi kan blive ved med at vente på, at verden skal gøre det skete godt igen. Og nogle gange kommer den dag ikke.

Der er smerter og erfaringer, som aldrig bliver meningsfulde i sig selv. Det er også en del af kærligheden ,at kunne sige det højt.

Alligevel står spørgsmålet tilbage: Hvad vil jeg lade mit liv blive til herfra?

Jeg ønsker ikke at gøre smerten til min arv. Jeg ønsker ikke, at vreden eller ønsket om hævn skal få lov at definere mit blik på andre mennesker. Jeg ønsker at kunne se klart, sætte grænser og kræve ansvar og samtidig bevare kontakten til det i mig, der fortsat kan elske.

Måske er det ikke kærligheden, der skal sejre frem for retfærdigheden. Måske skal kærligheden hjælpe os med at holde fast i retfærdigheden uden at lade hævnen blive vores kompas.

Det er i hvert fald den invitation, jeg mærker lige nu.

Fotos: Ilo Frey (Pexels)