Det har jeg ikke fortjent …

Den anden dag var familien samlet for at fejre min fars 80-års fødselsdag. Min meget musikalske bror havde skrevet en sang med nedslag i de årtier, de havde fulgtes ad som far og søn. Årtier med tre små børn i alderen 0-3 år, da en ulykke ramte familien og min farmor rejste videre, mens hende mand lå hårdt kvæstet på hospitalet. Bristede drømme, den kolde krig, 80’ernes kartoffelkur og et hjem, hvor børnene pludselig var fløjet fra reden.

Jeg sad tæt på min far, og mens vi sang, hvilede mit blik på hans ansigt. Jeg kunne se, at han blev rørt.

Da musikken stoppede, sagde han stille:

”Hvorfor har I gjort alt dette for mig? Det har jeg jo ikke fortjent.”

Det har jeg ikke fortjent …

Den sætning blev i mig. Jeg genkender ordene. Eller rettere den overbevisning, der kan ligge bag, og som også indimellem dukker op i mit eget indre.

Både når det handler om at gøre mig fortjent til kærlighed, og når jeg har svært ved at modtage noget uden at kunne give tilsvarende tilbage. Jeg vil helst undgå at stå i gæld til nogen og kommer derfor ind imellem til at give noget, som ingen har bedt om.

Men hvad vil det egentlig sige at fortjene noget?

Hvis vi kan mene, at der er noget, vi ‘ikke’ har fortjent, må der så også være noget, vi kan gøre os fortjent til?

Og hvornår oplever vi, at vi har fortjent noget?

Når vi har givet tilstrækkeligt?

Gjort os umage? Ofret noget?

Når vi synes, at det kun ville være retfærdigt?

I mit tidligere indlæg ‘Mellem retfærdighed og kærlighed‘ undersøger jeg tanken om, at livet hverken er retfærdigt eller uretfærdigt. Livet er bare.

Men hvordan forholder det sig med os mennesker?

Jeg tror på, at vi har en iboende værdi. Ikke på grund af det, vi gør eller præsterer, men fordi vi er til. Fordi vi blev født.

Vi er værdige til kærlighed, men kan ikke gøre krav på den.

Hvis vores værdi ikke afhænger af vores handlinger, hvad er det så egentlig, vi forsøger at gøre os fortjent til?

Den andens blik? Anerkendelse? Følelsen af at være god nok?

Mens jeg skriver disse ord er det med en samtidig bevidsthed om, at mennesker kan begå handlinger, som er så voldsomme eller smertefulde, at kærligheden bliver udfordret, og vi må trække os for at beskytte os selv.

Eller måske er det ikke kærligheden, men kontakten, der må ophøre?

At tjene – at for-tjene

Hvis jeg skiller ordet ‘fortjene’ ad og i stedet skriver  ‘for tjene’, opstår der et billede hos mig.

At før (eller for) jeg kan tjene, må jeg først og fremmest være menneske. Et levende væsen.

Det er ikke en sproglig forklaring på ordet, men et filosofisk greb, som vækker min nysgerrighed.  Opstået i lyden af ordet, når jeg udtaler det langsomt.

Jeg tror, vi er her for at tjene.

Men hvad vil det sige at tjene? Og hvem eller hvad skal vi tjene?

For mig betyder det at stå til rådighed. Ikke for alt eller alle, men for det væsentlige.

Livet. Kærligheden. Lyset. Medmennesker, der for en stund har brug for en hånd i ryggen.

Jeg forestiller mig, at vi også er her for at tjene vores egen sjæl, som er kommet til jorden med en opgave. Det handler ikke om, at vi skal gøre os værdige til kærlighed, fordi vi allerede har værdi i kraft af det, vi er, og det, vi bringer med os fra vores essens.

Men hvad nu, hvis vi ikke løser opgaven?

Har vi så fejlet? Eller har vi gjort os en erfaring?

Er livet en opgave eller en gave?

Og hvem skal i givet fald bedømme, om vi har løst opgaven eller lært det, vores sjæl kom for at erfare?

At dømme eller at skelne?

Jeg tror, at det hører med til det at være menneske, at kunne skelne mellem rigtigt og forkert. Men der er forskel på at vurdere et menneskes handlinger og at dømme mennesket bag dem.

Jeg tror ikke, at Gud, Jesus eller den guddommelige kraft, vi hver især tror på, betragter os for at afgøre, om vi har gjort os fortjent til kærlighed. Deres blik er meget mere blidt.

Jeg tror snarere, at vi er inviteret til at mærke vores egen værdi og den universelle kærlighed, vi er omsluttet af.

Og alligevel dømmer og fordømmer jeg hele tiden. Andre. Og mig selv.

Og spørgsmålet er om det overhovedet er muligt, at gå gennem livet uden at dømme eller bedømme?

Og hvordan ville det være, hvis vi i højere grad kunne skelne mellem det, vi gør, og den, vi er?

”Intet menneske er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder.”

Prædikerens Bog

Jeg har tidligere hørt mig selv sige, at dommen måske først kommer, hvis vi ikke lærer af vores fejl.

Men hvem bestemmer, hvor mange forsøg vi får?

Hvis vi først skal dømmes, når vi ikke har lært, må nogen nødvendigvis afgøre, hvornår vi har haft tilstrækkelig mulighed for at lære.

Hvem skulle det være?

Gud? Andre mennesker? Os selv?

Og hvorfor skal læring overhovedet forbindes med dom?

Et lille barn, der lærer at gå, falder igen og igen. Vi dømmer ikke barnet for at falde. Vi ved, at det er en del af processen.

Hvorfor skulle det være anderledes, når vi som voksne forsøger at lære at være mennesker?

Selvfølgelig er der forskel på et barn, der falder, og et menneske, hvis handlinger skader andre. Vi må tage ansvar for vores handlinger og deres konsekvenser.

Men ansvar og fordømmelse behøver vel ikke være det samme?

Et øjeblik med min far som gav anledning til nye spørgsmål

Når min far siger: ‘Det har jeg ikke fortjent’, hvad mon han så egentlig mener?

At han ikke har fortjent vores kærlighed?

At han ikke har fortjent den opmærksomhed, vi gav ham?

At han skal tilgives for blot at være et menneske med alt, hvad det indebærer?

Eller noget helt fjerde?

Jeg kan have lagt noget i hans ord, som slet ikke var hans. Det kan også være, at det blot var hans måde at udtrykke en overvældende taknemmelighed på. Jeg kan have projekteret min egen usikkerhed over på ham.

Jeg ved det ikke.

Men jeg vil stille ham spørgsmålet, næste gang vi ses …

Tak, far, for at være min far. Tak for at dele livet og for en stund, hvor jeg også fik øje på noget i mig selv.

—

Tak, fordi du læste med.

Har du også prøvet at sige eller tænke: ‘Det har jeg ikke fortjent’?

Hvad betyder det egentlig for dig at fortjene noget? Og hvem afgør, om du har fortjent det?

Kærligst
Inger