Indhold
Share Post

Den indre ligevægt, Euthymia

Kære Seneca,

Jeg skriver til dig i en samtidig bøn om at hjælpe mig. Støtte mig. Bistå mig på rejsen tilbage. Hjem i min essens. Der, hvor livets bølger sjældent slår mig omkuld.

Der, hvor jeg i tillid til mig selv styrer eget skib. Uanset havets udtryk. Eller dets udfoldelse. Der, hvor jeg står stabilt, som var jeg mit eget indre fyrtårn.

Kære Seneca, du skriver om “den uforstyrrelighed, du tilstræber, er noget stort og ophøjet og næsten guddommeligt: denne indre ligevægt. Euthymia. Sindsro”.

Dine ord får mig til at spørge, om sindsroen er for mig? Ikke kun som glimt. Men som en stærk iboende fornemmelse af accept og ro.

Er den tilgængelig? Opnåelig, også for mig? Jeg, blot et menneske. Af kød og blod.

Jeg rækker ud for at gribe. Måske endda begribe. Sindsroen. I perioder udfordret af følelser som vrede eller arrogance. Åh, hvor jeg genkender dem. Genkender lysten til at hæve stemme og sværd. Og trangen til at kigge ned på slaven. Andre gange jeg selv.

Kære Seneca, jeg angrer og bukker mig ydmygt for Deres blik. Beder om Deres nåde. Tilgiv mig. Jeg, et vildfarent menneske, som bliver revet med. Af emotioner, der bringer mig ud af balance.

Lige nu, særligt af begær. Jeg mærker det flå i mig. Bølge i mig. Frem og tilbage. Det er, som befandt jeg mig på åbent hav. Indimellem vildt, mørkt og brølende. Andre gange så stille og blidt, at jeg knapt ænser bevægelsen. Som var det en fjer, der strejfede min kind.

Jeg sanser en lyst og en ulyst. En sult. Og en samtidig nøgternhed udsprunget af indsigten om, fra hvilket bord jeg kan spise. Hvilken frugt der er til mig.

Betydningsfuld. For min ageren. Mit hjerteslag. For åndedrættet.

Alligevel lokkes jeg, som slangen lokkede Eva. Og som hun og Adam måtte forlade Paradiset, må også jeg forlade mit indre paradis – sindsroen.

Og som de erfarede, at de var nøgne, opdager også jeg, at jeg er nøgen. Blottet. Til skue. Til dom. Andres og min egen.

Syndefaldet

At længes efter den forbudte frugt. Der, hvor jeg forbryder mig imod det fineste stoiske princip; Accepten af, hvad der er mig tildelt.

“Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt” (Math. 26, 41: Mark. 14,38)

Er det sandt kære Seneca? Er ånden rede? Og hvad er da denne, ånden?

Bliver jeg stille, genkender jeg sindsroen. Sanset i små øjeblikke, kun synlig for den vågne.

Dybt i mig længes jeg efter den, sindsroen – samtidig med, at jeg frydes over den bevægelse, som jeg lige nu mærker i mig. En indvendig opadgående energi. Livsenergien. Skaberkraften. Den som har sit udspring i mit skød. I mit rodchakra, Og som en slange bevæger sig op for til sidst at nå mit kronechakra og derfra overgive sig. Til universet. Til det guddommelige. Til altet.

En kraft, som synes umulig at kontrollere. Som naturen ej heller kan kontrolleres.

Tændt af begæret. Eller er det omvendt?

For en stund falder jeg sammen. Knæler mod jorden. Tung om hjertet. Med øjnene lukkede, folder jeg mine hænder for at bede.

At bede. At samtale

Kære Seneca, hvordan undgår jeg at blive revet over? Flået i stykker? Er det muligt?

Hvor henter jeg svaret? I bøgerne og de hellige tekster, som jeg så ofte og gerne besøger? I hjertet?

Eller i ånden? Den, som udfolder sig i sjælen som tro, fornuft og vilje?

Konsolideret med en meditativ praksis, en stadig undersøgelse af egne indre skygger, ubevidste overbevisninger og adfærd – i en samtidig nåde for egen blindhed?

Kære Seneca, hvorfor er det som om, at mit fokus på at være tilstede i nuet, ikke er svaret, så længe jeg mærker sulten?

Marcus Aurelius vil invitere mig til at se mine udfordringer som muligheder. Han vil sige,

“Vælg ikke at være skadet, og du føler dig ikke skadet. Vælg ikke at føle dig skadet, og du er ikke skadet.”

Men hvilket menneske vil bede om ro, fra et barn med en tom mave?

Kære Seneca, hvordan kan jeg forlade – forråde – begæret, som har tændt min livsenergi? Skal jeg?

Ja, råber mit sind. Det er vejen væk fra sindsroen.

Nej, hvisker min krop. Den lever. Den blomstrer. Den nyder.

Jeg vender mig mod det højeste. Hjælp mig til at se klart. Til at agere fra et vågent bevidst perspektiv. Lad skelneevnens visdom guide mig. Lad begge energier få plads i balancens vægtskåle.

Både og. Frem for enten eller.

Og jeg vil samtidig i den største taknemmelighed tage imod alt, hvad der er mig givet.

Solopgangen. Solnedgangen. Månens lys på nattehimlen over mig. Havet mod min hud. Vinden i mit hår. Hånden der strejfede min. Massagens nænsomhed. Øjnene som mødte mine. Træerne i skoven. Blomsterne på mit bord. Frugterne. Møderne. Øjeblikkene. Hjertet som banker i mit bryst.

Jeg vil lade mine øjne hvile, på den kærlighed der allerede er i mit liv. Lade mig omfavne af dennes klare sødme. Og dele mig, mit nærvar og nærhed på nye måder.

Kære Seneca, jeg beder til, at du hører min bøn. At du vil guide mig, hvor jeg er faret vild. Og jeg håber, at du vil bistå mig i at finde svar på mine spørgsmål. Give mig indsigt og visdom. Støtte mig i at sætte skaberkraften fri og lade sindsroen tage bolig i mit inderste. For derfra at lyse i verden som det fineste fyrtårn.

I stor respekt og ydmyghed
Deres elev, Inger

___

Teksten ovenfor er skrevet som en del af en opgave i en filosofiske og protreptisk læsegruppe, faciliteret af Henrik Kronborg Olsen, indehaver af IndsiQt og konsulent ved Ztrong. Udgangspunktet for artiklen er kapitlet, “Om sindsro’ fra bogen ‘Seneca’ (ved forlaget Gyldendal).

Som en del af opgaven skulle inddrages natur. Oppe af havets bølger en smuk dag i maj, mødte jeg slangen på stranden. Symbolet for syndefaldet. Der, hvor mennesket lokkes til at gribe den ene ting, han ikke må, og som konsekvens heraf må forlade Paradiset. Som jeg forlader mit indre paradis, når sindsroen udfordres af negative emotioner.

Blandt andre opgaver er en refleksion over livets korthed med inspiration i endnu en tekst af Seneca. Mit brev og refleksioner i dette emne finder du her Livets korthed.

Foto: Giusi Borrasi (Unsplash) & fra eget album

Om Din vært og forfatter

Inger Hjort, spirituel vejleder, NORDLYS MasterCoach, samtalepartner og event manager.

Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.

I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.

Inger Hjort

BEVIDSTE STEMMER

Lyst til at være med i min gratis Facebook gruppe?

Refleksioner