Livets korthed

Kære Seneca

Du skriver om livets korthed. Om tid og hvad der fylder denne.

Og mens dine ord finder vej til mit hjerte, sanser jeg en tung følelse af håbløshed, lægge sig over og om mig. Jeg mærker mismod og bekymring, med en samtidig fornemmelse af en skæbne tung på grund af døsighed og ind imellem enddog uvidenhed. Som er der en tåge, der har sænket sig om mig, der gør det umuligt at se klart. Se retning.

Jeg vakler i udspændtheden mellem hovedets fornuft og hjertes kalden, mens jeg lader dine ord og visdom modne i mig. Jeg ved, og jeg mærker, at noget må forandres. Og byder modet og styrken velkommen, så jeg aldrig alene må tage de rette skridt.

Tiden. Nogen slår den ihjel. Andre fordriver den. Får den til at gå.

Kære Seneca, du skriver, at vi spilder tiden. Som var der rigeligt at øse af, mens måske selve den dag, den tid, var den sidste. Dine ord smerter mit hjerte og jeg fortvivles, idet jeg indser, at også jeg har fordrevet tiden. Udfyldt den, blot for hurtigere at nå morgendagen. For i solopgangen kun at opdage, at tiden forsvandt, som sandet der løb igenne mine fingre, uagtet hvor meget jeg holdt fast.

Tiden, den valuta og mønt som ingen kan tage med sig videre. Ej heller bytte. Og alligevel er vi sjældent nøjsomme med den. Som var øjeblikket uden værdi. Din tekst får mig til at spørge, hvordan er det muligt at være nøjsom? Hvad skal tiden da indeholde? Er det muligt uden samtidig at stræbe efter noget?

Tiden. Man siger, at tiden flyver. Andre gange, at den snegler sig af sted. Ind imellem står den helt stille.

Kære Senece, dine ord får mig til at reflektere, hvad hvis det er mig, som flyver eller står stille? Hvad hvis det blot er en bevægelse? Min bevægelse? Hvordan er da denne? Fremad? Baglæns? Eller måske i cirkler? Hvad eller hvem har indflydelse på den? Afhænger denne bevægelse af hastigheden?

Jeg fornemmer, at står jeg stille, bliver det lettere at gribe ud. Måske også efter tiden. Farer jeg af sted, får jeg kun ganske lidt med mig. Det synes umuligt at få fat i noget, når jeg løber. Det er som en hvirvelvind, der kaster alt op i luften, og gør den uigennemsigtig, med alt, hvad den fanger på sin vej. Selv jeg hvirvles med og kastes op og rundt, før jeg atter falder til jorden.

At dø som et modent menneske

Tiden. Det siges, at tiden læger alle sår.

Kære Seneca, dine ord får mig til at spørge, hvordan kan jeg bevæge mig, så tiden får mening og retning? Og livet således bliver langt, fordi jeg har udrettet ikke blot noget, men det væsentlige? Hvordan kan jeg bruge min tid, min bevægelse for at læge og heale, så generationer før og efter mig kan bevæge sig frit i livet? Bevæge sig let og ubesværet? Med nysgerrighed, åbenhed og kærlighed? Med åbne sanser? Som en uforstyrret sjæl? Hvordan dør jeg som et modent menneske?

Kære Seneca, dit brev åbner for alvor mine øjne. Det peger på vigtigheden af at mestre kunsten aldrig at spilde tiden, men i stedet indtage den opmærksomt, vågent og taknemmeligt. Som spædbarnet der møder sin moders øjne. Tak for at åbne mine øjne. Tak for at hjælpe mig med at se tiden i nyt skær. Jeg beder til og håber, at du vil udvide og berige min forståelsesramme og støtte mig i at finde svar på mine spørgsmål om nøjsomhed og bevægelse. Det, som gør livet langt og meningsfuldt.

I stor respekt og ydmyghed
Deres elev, Inger

___

Teksten ovenfor og digtet ‘Må sløret falde og hun overgive sig’ er skrevet som en del af en opgave i en filosofiske og protreptisk læsegruppe, faciliteret af Henrik Kronborg Olsen, indehaver af IndsiQt og konsulent ved Ztrong. Udgangspunktet for artiklen er kapitlet, “Om livets korthed’ fra bogen ‘Seneca’ (ved forlaget Gyldendal).

Et centralt citat fra værket lyder: “Det er ikke at vi har en kort tid at leve, men at vi spilder meget af den. Livet er langt nok, og det har været tildelt i tilstrækkelig mængde til, at vi kan fuldføre de største ting, hvis det hele blev vel anvendt.”

Af andre opgaver i den filosofiske læsegruppe er endnu en tekst fra Seneca om sindsro og hvad der udfordrer denne. Mine refleksioner omkring dette, har jeg delt i dette indlæg Sindsro.

Foto: Luigi Boccardo & Álvaro Serrano (Unsplash)