Kastethed eller skæbne
Hvordan lærer jeg at leve med mine medfødte fysiske begrænsninger?
Et spørgsmål som jeg mødte for nylig i en samtale.
Det fik mig til at tænke på begrebet ‘kastethed’, som kommer fra den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) og er hans ord for, at vi bliver kastet ind i livet med omstændigheder ude af vores hænder. Det er som at få tildelt en rygsæk ved fødslen uden indflydelse på dens indhold, selvom vi skal bære den med os gennem livet.
Det er menneskeligt at opleve, at meget af det, som vi bliver født med og ind i, kan synes uretfærdigt.
Niels Overgaard skriver i sin bog “Mere er aldrig nok”:
“Det er jo åbenlyst rigtigt, at jeg er heldigere end så mange andre. Mens jeg skriver dette med en varm kop kaffe ved min side, bliver der født børn i flygtningelejre med trøstesløse og traumatiserede skæbner forude. Men det er nemmere bagefter at kalde min livssituation resultatet af held og privilegier, end det ville være at fortælle til den 16-årige knægt, som henslæbte sine eftermiddage i hashklubber i Vanløse, at det var givet på forhånd, at hans liv ville være et god sted 20 år senere.
… et liv er for de fleste en bøvlet og besværlig størrelse at være i. Det er ikke let, som Dan Turèll skrev, uanset hvem du er, uanset hvor du begynder.”
Vi er alle født med eller ind i omstændigheder, som vi ikke kan gøre for. Vilkår som for altid bliver en del af vores liv og os som individ. Som kan synes uretfærdige eller tunge at bære. Nogle vil sige, at det er individets kors, og at vi alle har et kors at bære i livet.
Jeg har ikke lyst til at gøre mig til dommer i forhold til begreberne retfærdigt eller uretfærdigt. Men jeg tror på, at der er en anden vej til accept og indre fred.
Og fra eget liv ved jeg heldigvis også, at det er muligt at gå med lethed og fred i sindet uanset. Når jeg er vågen og bevidst.
Mens jeg skriver dette, mærker jeg, at jeg skal træde meget varsomt. Min intention og mine ord er skrevet med en samtidig stor medfølelse for alle, som kæmper i livet. Fra eget liv genkender jeg at kæmpe. Og jeg ved, hvor slidsomt det kan være.
Det er ord skrevet uden ønske om at bedømme, dømme eller konkurrere om lidelse.
De er skrevet med egne tunge og udfordrende omstændigheder i bagagen. Voldsomme oplevelser som jeg ville ønske, at ingen skulle møde.
Fra 100 eller nok snarere 1000-vis af samtaler (terapeutiske, filosofiske og de lidt lettere blandt nære venner) ved jeg i dag, at jeg er meget mere end det. Meget mere end min bagage. Meget andet end min historie.
Jeg ved – og tror på – at jeg er et værdigt menneske. Et menneske med værdi blot fordi jeg er født. Inkarneret på denne jord. Præcis som dig, der læser med, er et værdigt menneske.
Og jeg mærker, at jeg er et elsket menneske. Som jeg håber, at du ved, at også du er et elsket menneske.
Et elsket menneske – en opgave som også er min egen. Mødt med en daglig opmærksomhed på, hvad min krop og mit hjerte kalder på.
Sometimes even to live is an act of courage
― Seneca
Acceptens gave
Seneca ( 4 f.Kr.- 65 e.Kr.) skrev, at den bedste vej til indre ro er, at acceptere det som vi ikke kan ændre, og i stedet fokusere på det, som vi kan kontrollere og dermed ændre.
For mig er det en værdifuld påmindelse på min vej for opnåelse af egen indre fred. Uanset skæbne, kastethed eller storme som måtte ramme mig, som jeg træder mine skridt i livet.
Samtidig er det også essentielt, at kunne udvise nænsomhed over for mig selv, hvis jeg for en stund snubler i erindringen om rygsækkens tidligere tyngde eller i mødet med livets udfordringer. For det sker (også) for mig.
På samme måde som jeg af hele mit hjerte ønsker og håber, at du vil udvise nænsomhed over for dig, hvis du skulle snuble.
En vej som har bidraget til at min rygsæk og skridt i livet i dag føles meget lettere. Og som har betydet, at følelsen af indre fred nu bor i mig. Må den tage ophold også i dig og de mennesker, som du holder af.
Kærligst Inger
Foto: Nat & Martino Pietropoli (Unsplash)
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, NORDLYS MasterCoach, samtalepartner og event manager.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.