Lidelse, et eksistentielt livsvilkår
Hvad er lidelse og er der en mening med lidelsen?
Spørgsmål som blev stillet i en paneldebat på dannelsesfestivalen RESONANS, der blev afholdt i august 2023 på Oure Højskole. Et panel som bestod af bl.a. en præst, en filosof, en højskoleforstander samt to studerende.
Panelets svar på spørgsmålet, ‘hvad er lidelse?’ lød:
- Det har jeg haft så rigeligt af
- Mening, fordi det så bliver lettere med min lidelse
- Hvor meget lidelse nogle mennesker evner at udholde
- Noget man ikke kan undgå, men nederen
- Smerte
Til spørgsmålet om, hvorvidt der er en mening med lidelse, udtrykte filosoffen, at han ikke vidste, om det var det (lidelsen) værd. Men den lidelse, som han har oplevet, vil han ikke have været foruden, fordi den har formet ham. Retrospektivt får han lidelse til at give mening.
Fra præsten lød det, at det er et vilkår, som man er nødt til at forholde sig til. Det får os til at opdage døden og indprente os den menneskelige omstændighed, at alt er forgængeligt.
Skal jeg forholde mig til de to spørgsmål, får jeg til at starte med lyst til at pege på, hvordan lidelse kan opstå. Fordi det i min optik giver mening at skelne mellem
- den lidelse, som vi påfører os selv
- den lidelse, som kommer ‘udefra’
Ift sidstnævnte bør vi måske også skelne mellem den lidelse, som opstår pga af fx. overgreb, ulykker og krig – og den lidelse, som er en del af det at leve, fx sygdom og ultimativt døden, som kan medføre lidelse.
Min pegning handler ikke om at gradbøje lidelse, for at vi kan konkurrere om, hvem der lider mest. Fordi sammenligning blokerer – læs evt. min tidligere artikel om dette om at ændre livsfortælling.
Det handler snarere om at undersøge, hvor og hvornår vi ved at ændre egne tanker og adfærd, kan ændre følelse af lidelse, fordi den er påført af os selv. Og hvor vi retrospektivt med refleksion eller ved at filosofere over det skete, kan finde meningen. Måske endda også der, hvor det synes meningsløst?
Alt er forgængeligt
Ole Fogh Kirkeby skriver i sin bog ‘Hvad kan filosofi’; ‘Filosofien kan derfor opfattes som en livsindstilling med vægt på fornuft og refleksion, der har til opgave at forsone menneskets med dets livsvilkår. Den (græske filosofi) åbner væggene til et laboratorium for produktion af vished, retskaffenhed og sjælefred under ofte umulige omstændigheder’.
Når årsagen til lidelsen opstår i os selv i form af fx begær eller tilknytning til ting, fortællinger og/eller mennesker, som af forskellige årsager forsvinder ud af vores liv, er det en invitation til at vågne op.
Som præsten peger på, er alt forgængeligt. Sådan er naturen. Og vi er natur. Det er selvfølgelig altid i orden at have ting og indgå i relationer. Men lad det aldrig definere dig og dit værd. Alt er forgængeligt.
Den selvpåførte smerte kan have mange udtryk. Jeg vil endda tillade mig at gradbøje den i større og mindre.
Fra eget liv kunne en mindre selvpåført smerte (eller lidelse) opstå i form af stress, fordi jeg sjældent er god til at sige nej til opgaver, også når der i forvejen er for meget på mit bord. Det kan komme til udtryk, når jeg forventer noget bestemt fra en person – en forventning som ikke er delt, men blot ligger i mig.
Eller hvis jeg i en relation oplever, at jeg har svært ved at vise mig, hvilket altid gør mig trist og træt.
Af de lidt større selvpåført smerter er fx nære relationer, som er mistet på grund af stolthed. Der er en skilsmisse. Også selvom den var ønsket af den anden. Men som del af et parforhold har jeg haft en adfærd, der har haft indflydelse på forholdets udvikling og den andens adfærd (uden at jeg hermed påtager mig skylden for den andens adfærd – det må han gøre, på samme måde som jeg tager ansvar for mit).
Blandt de lidelser, som er påført udefra og har været en del af mit liv, er der bl.a. en opvækst med misbrug og et møde med en serieforbryder. Ingen af disse giver umiddelbart mening.
Men de har formet mig. De har været karakterdannende. På godt og ondt. Jeg genkender utrygheden i relationer, og har erfaret, hvor slidsomt og ensomt det kan være. Og jeg ved, hvad det vil sige at være offer. For omstændigheder påført udefra – og fra egen adfærd og indre overbevisninger. Og så har de tændt en ild i mig.
En ild, som betyder, at jeg har dedikeret mit liv til at stoppe traumers rejse igennem min slægt. For min skyld og for min søns skyld.
En ild, som brænder stærk, klar – og for altid – under min dedikation til at se og møde hver en udfordring, som en samtidig invitation til at slippe offerrollen, og tage ansvaret for min indre fred hjem.
Og en ild, som ligger bag min mission om at skabe tryghed for børn.
Min vej har været gennem vågen bevidsthed. Fordi det har gjort mig til et bedre menneske. Og til en bedre mor. Og med det har jeg skabt den tryghed for min søn, som jeg selv manglede i min opvækst.
Alle oplever lidelse – eller truslen om lidelse. Det er et grundvilkår, for os som lever. Hvorvidt vores lidelser er en del af meningen med vores liv, eller vi selv skal finde meningen med lidelse, ved jeg ikke.
Jeg mærker i mig, at det er et svært emne, og at jeg skal træde varsomt. Håber, at du læser med et nysgerrigt og åbent hjerte og sind.
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, NORDLYS MasterCoach, samtalepartner og event manager.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.