Den sande kappe
Da jeg gik ind i 2020, var det med et ønske om at formidle min tro på, at større bevidsthed er essentiel for at vores verden vil bestå. En verden, som jeg trygt kan overdrage til min søn og klodens børn, den dag jeg forlader den.
Jeg gik også ind i 2020 med et ønske om fortsat at støtte dem, som har et transformerende budskab. Dem, som har viden og visdom, der kan ændre vores verden til et bedre sted. Dem som arbejder for at gøre godt og gøre det godt.
- Hvordan får jeg sådan en mission formidlet?
- Hvad skriver jeg på min online business profil?
- Hvilken titel skal der stå på mit nye visitkort?

Værdien i titler er blandt andet en hurtig afkodning, mens ulempen er, at vi er hele mennesker og deraf meget mere end det, som står på visitkortet i få stavelser.
Nogle siger, at de rette titler åbner døre og gør livet nemmere. Det har jeg prøvet i en periode. Og jeg har oplevet som yngste medarbejder i firmaet, at det afgjorde min placering ved bordet til årets julefrokost
Titler, beskrivende betegnelse for embede, rang eller ægteskabelig status, der bruges som tiltaleform sammen med personens navn (wikipedia)
Engle i løvens hule
På min færd som selvstændig har jeg (selvfølgelig) også stiftet bekendtskab med titlen, ‘Business Angel.’
Tænk at få en sådan tilknyttet sit virke!
Slår man begrebet op, beskrives en ‘Business Angel’ som en aktiv investor, der bidrager med kapital, viden, erfaring og netværk. Som går aktivt ind i virksomheden med et ønske om at anvende disse for at udvikle (nye virksomheder).
På hjemmesiden businessangelssyd.com står endvidere, ‘Adgangen til kapital og viden er naturligvis ikke gratis. En Business Angel vil ofte forvente en ejerandel og/eller en plads i bestyrelsen og har normalt en investeringshorisont på 3-6 år. Det vil sige, at han går ind i din virksomhed med en klar strategi om at sælge igen, når værdien er steget.’
Fokuserer jeg udelukkende på penge, har jeg pt ingen kapital at investere. Den kapital, som jeg kommer med og sætter i spil er viden, erfaring og netværk – præcis som en Business Angel.
Derudover kommer jeg med visdom formet af levet liv, fordybelse og en insisterende søgen efter svar. Foruden evnen til at stille de spørgsmål, som åbner for dybere indsigter.
Når jeg indgår et nyt samarbejde, er det altid med et ønske om at anvende disse for at løfte virksomheden – på samme måde som en Business Angel.
En stor opgave som jeg påtager mig i største ydmyghed. Præcis som jeg forestiller mig, at en Business Angel vil gøre.
Og som det gælder et samarbejde med en Business Angel, er det heller ikke gratis at indgå et samarbejde med mig. Jeg forventer ærlighed, gennemsigtighed, ordentlighed og et gensidigt ønske om at støtte og løfte hinanden og den verden, som vi alle er en del af. Jeg arbejder holistisk og søger derfor svar på udfordringer flere steder herunder også (lære)bøger, hjertet og universets visdom.

Og skal jeg finde en titel som (måske) bedst beskriver, hvem jeg er og hvilken opgave jeg løfter, så dukker to ord op.
De står på min hjemmeside. På mine online profiler. Og på mit nye visitkort.
Personal Angel
En opgave som er mig tildelt, og som jeg løfter med et dybfølt ønske om altid at gøre en forskel på min vej.
En opgave som er mit kald og min måde at være i verden på.
Er du nysgerrig på en Personal Angel, så kommenter gerne denne artikel, besøg min hjemmeside, skriv til mig eller lyt med, når jeg lige om lidt lancerer min nyeste podcast-serie, ‘Bevidste Stemmer’ – samtaler med inspirerende mennesker om vågen bevidsthed.
Historiens første ord for ‘engel’ er ‘sukkal’ og betød “sendebud”. Alle de store guder (i Sumer) havde en sukkal til rådighed (wikipedia)
Kærligst Inger
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, MasterCoach, Dymanisk terapeut, certificeret protreptiker, samtalepartner og event manager. I efteråret 2024 påbegyndte hun desuden det 3 årige kursus, ‘Teologi for lægfolk’ på Diakonhøjskolen samt en 4 årig uddannelse som psykoterapeut ved HEG, Aarhus.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.


