Evighedens øjeblik
Tiden – et for mig altid spændende begreb at dykke ned i.
Hvorfor, vil nogle måske spørge. Fordi det for mig rummer så mange facetter og indgange. Og fordi det rejser nye spørgsmål og en deraf fornyet undren.
Niels Overgaard skriver i bogen, ‘Mere er aldrig nok’, at det enkle menneskes tid er begrænset. Og videre at, ‘centralt i alle retninger i antikkens etiske tradition er, at lykken (eudaimonia*) sættes som mål for livet.’
Måske er vores tid på jorden begrænset? Hvori ligger da begrænsningen? I den (af)målte tid eller dens indhold? I graden af lykke?
Måske kommer vi her flere gange og i nye forklædninger? Med nye opgaver?
Eller måske er tiden blot en illusion?
Tidligere har jeg skrevet et indlæg om livets korthed. Refleksioner om vigtigheden af at mestre kunsten aldrig at spilde tiden, men i stedet indtage den opmærksomt, vågent og taknemmeligt med afsæt i en tekst af Seneca (ca. 4 f. Kr – 65 e. Kr).
Teksten som du læser nu, er inspireret af Ken Wilbers bog, ‘Bevidsthed uden grænser’ og særligt kapitlet; ‘Øjeblikket uden grænser’ samt en bibeltekst, der blev læst op, da jeg en søndag var til gudstjeneste.
Begge indeholdende ord som i mig sanses sande, men som intellektet ind i mellem har svært ved at forstå. Alligevel håber jeg, at du vil dykke ned i begrebet tid sammen med mig. Folde det ud. Og måske et kort øjeblik endda sanse evigheden.
*Eudaimonia forstås af grækerne som en stilfærdig, stadig tilstand af tilfredshed.
Denne søndag lød det fra præsten: Alting har en tid …
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.
Det, der var, er der allerede igen;
det, der kommer, har allerede været.
Gud opsøger det, der svandt bort.
Dette har jeg også set under solen:
På rettens plads sidder uretten,
på retfærdighedens plads sidder uretten.
Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.
Kilde:
Det gamle testamente, Prædikerens bog, kapitel 3
Evighedens øjeblik
Tiden – et for mig altid spændende begreb at dykke ned i.
Hvorfor, vil nogle måske spørge. Fordi det for mig rummer så mange facetter og indgange. Og fordi det rejser nye spørgsmål og en deraf fornyet undren.
Niels Overgaard skriver i bogen, ‘Mere er aldrig nok’, at det enkle menneskes tid er begrænset. Og videre at, ‘centralt i alle retninger i antikkens etiske tradition er, at lykken (eudaimonia*) sættes som mål for livet.’
Måske er vores tid på jorden begrænset? Hvori ligger da begrænsningen? I den (af)målte tid eller dens indhold? I graden af lykke?
Måske kommer vi her flere gange og i nye forklædninger? Med nye opgaver?
Eller måske er tiden blot en illusion?
Tidligere har jeg skrevet et indlæg om livets korthed. Refleksioner om vigtigheden af at mestre kunsten aldrig at spilde tiden, men i stedet indtage den opmærksomt, vågent og taknemmeligt med afsæt i en tekst af Seneca (ca. 4 f. Kr – 65 e. Kr).
Teksten som du læser nu, er inspireret af Ken Wilbers bog, ‘Bevidsthed uden grænser’ og særligt kapitlet; ‘Øjeblikket uden grænser’ samt en bibeltekst, der blev læst op, da jeg en søndag var til gudstjeneste.
Begge indeholdende ord som i mig sanses sande, men som intellektet ind i mellem har svært ved at forstå. Alligevel håber jeg, at du vil dykke ned i begrebet tid sammen med mig. Folde det ud. Og måske et kort øjeblik endda sanse evigheden.
*Eudaimonia forstås af grækerne som en stilfærdig, stadig tilstand af tilfredshed.
Denne søndag lød det fra præsten: Alting har en tid …
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?
Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.
Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.
Det, der var, er der allerede igen;
det, der kommer, har allerede været.
Gud opsøger det, der svandt bort.
Dette har jeg også set under solen:
På rettens plads sidder uretten,
på retfærdighedens plads sidder uretten.
Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.
Kilde:
Det gamle testamente, Prædikerens bog, kapitel 3
Stærke nedslag
Ordene som særligt fangede min opmærksomhed var:
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.
Er det sandt, at der er en tid til at hade?
Er det sandt, at der er en tid til krig?
Jeg genkender hadet i mig og jeg genkender også lysten til at kæmpe og bekæmpe.
Hvorfor har det plads i mig?
Hvad er mine skygger?
Mine grænser?
Skal krig og had have plads for at skabe balancen i forhold til fred og det at elske?
Er det modsætninger eller to sider af samme mønt?
Adskilte af grænser mennesket har sat?
Spørgsmål som jeg forsøger at belyse i et andet indlæg, som kommer snarest. Eller … når tiden er.
Tiden, den som er mit ærinde i denne artikel.
Når Kairos kysser Kronos
Alting har en tid.
Hvad er da denne tid? Og hvad med mellemrummet? Det, som vi finder spændt ud mellem ‘En tid til at fødes, en tid til at dø’.
Blandt de klassiske begreber, som dukker op i forbindelse med studier af og filosofier om tid, er „kronos og kairos”. To forskellige oldgræske ord for tid.
Kronos refererer til den fortløbende tid. Den tid, vi kan tælle i sekunder, minutter, timer, dage og år. Det er den kvantitative tid, og den har en præcis rækkefølge. Derfor kaldes den også for kronologisk tid. Den er logisk; i rækkefølge med Kronos – kronologisk.
Kairos refererer til særlige eller enddog ophøjede øjeblikke. Det rette øjeblik, et moment med særlige muligheder. Kairos handler om den kvalitative tid. Øjeblikke, hvor tiden opleves som gået i stå.
Søren Kierkegaard kalder det (kairos) “Øjeblikket” og har beskrevet det som “der, hvor evigheden berører tiden”. Altså et øjeblik af klarhed, hvor tidens muligheder åbenbarer sig (De ophøjede øjeblikke, Kristeligt dagblad 2005).
Måske man kan sige, at Kairos er som smukke nedslag i Kronos?
Der, hvor Kairos kysser Kronos?
At det er livets strøm i mellemrummet fra fødsel til død, som glimtvis berøres af det Guddommelige? Af evigheden?
Fortiden og fremtiden – tidens lænker
Vi håber på, at fremtiden vil bringe det, som det spinkle nu så ynkeligt mangler
Ken Wilber
Det er let at benytte ord som kronos og kairos til at udvide begrebsforståelsen af tid. På en måde poetisk eller malerisk. Måske endda forførende i sin umiddelbare enkelthed. En kronologisk tid med smukke og guddommelige nedslag.
Anderledes udfordrende er det med den visdom, som læseren inviteres ind i med bogen, ‘Bevidsthed uden grænser’ af Ken Wilber. En visdom, som jeg her ydmygt vil prøve at dele.
I bogen peger forfatteren på, at vi som mennesker typisk dvæler ved fortiden, og spilder vores tid på erindringer – eller frygter fremtiden.
Skyldfølelsen er sammenkædet med fortiden og kan medføre nedtrykthed, bitterhed eller fortrydelse, mens fremtiden er sammenkædet med angst (for hvad der måtte ske).
Med andre ord er vi ofte i livets nu med (bagudvendte) erindringer (om fortiden) eller (fremadrettet) bekymringer (om fremtiden).
Adfærd som betyder, at kun få mennesker lever i nuet. Og det er ifølge mystikerne et liv i elendighed, fordi nuet – dette tidsløse øjeblik – er indgangen til himmerige, selve den port, der fører os hinsides modsætningen mellem fortid og fremtid. Porten til evigheden.
Nuet er evigheden. Et nu uden begyndelse og uden afslutning.
Nuet, et tidløst øjeblik – et evigt øjeblik, som ikke kender til fortid eller fremtid.
Nuet er der, hvor tiden er ophævet, fordi vi er opslugt (af nuet).
I henhold til Ken Wilber er fortid og fremtid blot illusoriske produkter af en symbolsk grænse, der ser ud til at spalte evigheden i modsætninger : i går og i morgen, før og efter, tid der er gået og tid der vil komme.
Samtidig lever vi i en verden, hvor forestillingen om tid typisk er linær og kronologisk (indeholdende fortiden og fremtiden) – og en verden, hvor vi har en tendens til at tale om evigheden som et meget langt tidsrum, millioner af år – derfor misforstår vi den sande betydning af ordet evighed.
Evigheden er ikke en bevidsthed om tid, der varer evigt – men en bevidsthed som i sig selv er fuldstændig tidløs.
Man kunne måske endda sige åndeløs?
Evigheden er de nuer – højdepunktsøjeblikke (Abraham Maslow) – som vi alle har oplevet ved synet af en smuk solnedgang, i mødet med en vi elsker, synet af himlen i den spejlblanke sø, et spædbarn i armene etc. De øjeblikke i livet, som udvider hjertet. Der hvor tiden synes at være ophævet. Uden begyndelse og slutning.
Sådan kan nuet (kairos) opleves. For den som husker at lægge mærke til det. Sanse det.
Et nu som dog aldrig kan søges. Fordi udfordringen, når vi prøver at kontakte dette nuets øjeblik er, at det kræver et andet nuets øjeblik for at række ind i fremtiden (som det ‘nu’ vi søger). Vejen er derfor ikke at praktisere opmærksomhed på nuet – eller kontakte det tidløse øjeblik.
Evigheden findes ikke og kan ikke findes i morgen – den kan heller ikke findes om fem minutter eller om to sekunder. Den er altid-allerede nu. Nuet er den eneste virkelighed. Der findes ingen anden. Der er kun grund til at fortvivle over det, hvis vi antager, at vi ikke allerede lever i det evige nu.
Ken Wilber
Der er kun en vej i følge Ken Wilber: ‘At leve i enhedsbevidsthed, er at leve i det tidløse nu og som det tidløse nu. Det som er uden dato og tid. Uden begyndelse og afslutning. Uden grænser’.
Enhedsbevidsthed – et liv uden grænser og temaet i bogen, ‘Bevidsthed uden grænser’. Til stor inspiration, en indre fornemmet genkendelse, men også besværelse for intellektet.
At leve i det tidløse nu – så enkelt og alligevel svært. Som rejsen fra hovedet til hjertet.
Præcis som Niels Overgaard skriver i sin bog; det kan ind i mellem være besværligt at være menneske, mens han samtidig citerer Dan Turèll, som skrev, “det er ikke let’.
Men det er også spændende – måske særligt for den som tør undre sig. Stille spørgsmål for blot at give plads til at nye spørgsmål måtte opstå snarere end svar.
Og hvis vi tillige hver dag gør os umage, ser alt det smukke omkring os, forsøger at forsinke dommen og møder os selv, andre og livet i tillid, accept og med et åbent hjerte, så tror jeg på, at vi hæver egen frekvens for dermed at stille os til rådighed for at blive kysset endnu mere af kairos og samtidig sætter kursen mod evigheden.
Der, hvor grænserne er udvisket…
Kærligst Inger
Foto: Kunj Parekh, Ankhesenamun, Julian Hildebrand & Johannes Plenio (Unsplash)
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, NORDLYS MasterCoach, samtalepartner og event manager.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.
