Om frihed

Kære Seneca

Jeg skriver og deler mine tanker med dig i et dybfølt ønske om, at du vil hjælpe med at finde kisten, hvori frihed bor, eksisterer og guider mennesket. Og for med dine øjne at se, om jeg er faret vild. Fanget og fastholdt i arrogancens blindhed. I en for snæver ramme, hvormed friheden atter må ophøre.

Det er en samtidig griben ud efter din visdom. Således, at også jeg kan opnå visdom. Må du tilgive mig min grådighed. Min stræben efter guddommelig indsigt.

Jeg ved, at din tid er værdifuld og derfor sparsom, og alligevel håber jeg, at mit lange brev får plads ved dit bord. Mine iagttagelser og refleksioner, tid og rum i dit sind. Og at min søgen og oprigtige længsel efter visdom høres i dit hjerte.

Kære Seneca, med en følelse af at være fortabt, rejste jeg. Over landegrænser. Igennem tiden. Ud i universet. Ind og hjem i hjertet. På min færd har jeg spurgt vise mænd og kvinder for at finde svar.

Tilgiv mig min usikkerhed. Min famlen. Min rådvildhed. Jeg ønskede blot at åbne vinduet. Mine øjne. Mit sind. Og mit hjerte. For der, at finde frihed.

Undervejs var det som om, jeg i stedet blev blind. Måske det blot var vildfarelse. I mine spørgsmål. Spørgsmål om frihed. Og med et sind fyldt med ord og betragtninger. Antagelser. Ofte i et samtidig fravær af uærbødighed.

Jeg er fri. Fri fra noget. Men hvilket? Er det et privilegium?

Betyder frihed, at jeg er uforpligtet? Uden bånd? Og hvilke bånd og til hvad?

Er frihed fraværet af negative emotioner som længsel? Begær? Vrede? Sorg? Frygt?

Hvor er dens dualitet? Eller er det fraværet af dualiteten, der skaber frihed?

Jeg er fri til at bevæge mig. Jeg er fri til at udtrykke mig. Jeg er økonomisk fri. Har det sand værdi, hvis følelsen af frihed mangler i mit inderste?

Hvordan eller hvor finder jeg friheden i mig? Hvordan kultiverer jeg denne?

Det blanke papir

Forvirret og fortvivlet bad jeg. Kaldte på Jesus, mens jeg spurgte til hans hjælp med at åbne dette. Jesus, som kom med kærligheden, viste os vejen til tilgivelse. Ham, som jeg kalder på, når hjertet for en stund har brug for at blive holdt.

Jesus, som sagde til kvinden, der var utro. ‘Gå bort og synd ikke mere’. Og med disse ord satte kvinden fri. Fri fra dom og straf. Fri til at leve.

Og i en drøm viste han mig et billede. Stærkt og tydeligt. Da nattens mørke langsomt trak sig tilbage for at give plads til lyset, lænede han sig ind over mig, og rakte mig tre stykker papir. Alle blanke. Uden ord. Uden farver. Kun en hvid baggrund. Som havde dagens lys opløst eller udvisket det klare billede.

Bedrøvet spurgte jeg, ‘hvorfor?’ Var det fordi jeg uden umiddelbar taknemmelighed lod mig give svaret? Fordi jeg arrogant tog imod en værdifuld gave uden at passe på den? Er det fordi svaret må findes i mig? Fordi jeg selv må finde mine ord? Min sandhed?

Jeg græd sagte, mens jeg lod de tomme ark glide ud af mine hænder. Hørte dem knapt, da de ramte gulvet. Det var som om stilheden udvidede sig. Og svarene forsvandt ind i intetheden. Tomheden.

Kære Seneca, er det så enkelt? Tilgiv og synd ikke mere? Tilgiv dig selv og dine medmennesker. Er det frihed? Friheden? Eller er det kun en flig af friheden?

Efter mit møde med Jesus, vidste jeg, at det var tid til at tage afsted. Rejse ud efter visdom.

Ordets essens

Jeg spurgte Kierkegaard. På en bænk på Assistens kirkegård under kirsebærtræernes krone delte han sine tanker. Med stor visdom i hans stemme lød det:

‘at mennesket ikke er fri fra noget, men til noget. At frihed giver mennesket mulighed for at være den man vil være og leve sit liv som man ønsker. At de mange valg som ligger til os let kan gøre os svimmel.’

Jeg spurgte ham, ‘hvad er da det sande valg?’ ‘Hvem er dommer?’ Men da jeg kiggede op for at møde hans blik og lytte til hans svar, var han allerede væk. Kun små sirlige aftryk fra hans stok i gruset, fortalte mig, at han for en kort stund havde været ved min side.

Uforløst rejste jeg videre. Min rejse førte mig til Epitektets tekster.

‘Om at ønske det rigtige.

Prøv ikke at få tingene til at ske, som du ønsker. Ønsk i stedet at de skal ske, sådan som de faktisk gør – så vil det gå som smurt.’

Epiktet, så vis en mand. Og alligevel sanser jeg usikkerhed i mig. I fraværet af den dybe genkendelse af sandhed. Måske jeg har misforstået? Måske sandheden forsvandt i oversættelsen? Måske det er ordets essens som mangler?

Kære Seneca, så vise ord og alligevel mærker jeg, at ønske ikke kan stå alene som begreb. Det må have følgeskab. At ønske. Mere. Andet. At det var anderledes.

Hvad ser jeg ikke?

Forstår jeg ikke?

Tanker, fornemmelser og spørgsmål, som fik mig til for en stund at tage ophold i de stoiske leveregler og kardinaldyder

Fokuser på det, du kan kontrollere og lad det andet være

Accepter universets natur

Stræb efter dyder som visdom, retfærdighed, mod og mådehold. Og lad dem danne din karakter.

Pludselig viser Sartre sig for mig. Ham, som mener,

at mennesket er dømt til frihed. At vi alle er fuldt ansvarlige for hvert et valg. Også det valg vi ikke træffer. At vi, i vores forholden til os selv, altid har mulighed for at ændre tanker eller indskydelser. Deri ligger friheden.

Kloge og rette anvisninger. Fra store mænd. Og mit hoved nikker subtilt i genkendelsen. Samtidig sanser jeg en forandring i mig. Det er som om råvildheden har taget ophold i min krop. Som ord og begreber kastes i og omkring mig, kastes også jeg. Som drejer kroppen rundt uden orientering. Mens mit sind langsomt bliver flået fra hinanden.

Livet er smukt

Snart hører jeg noget kaldte på mig. En finurlig skikkelse i Europa greb ud efter min opmærksomhed. Som ville han vise mig vejen til frihed.

Jeg skulle derhen, hvor dyderne øjeblik for øjeblik blev udfordret. Der hvor ondskaben havde taget ophold. Der, hvor millioner af mennesker led en skæbne, som ingen ønsker, nogensinde må ske igen.

Her fandt jeg Guido*. Han smilede. Ikke til mig. Men til sin søn Giosué. På afstand iagttog jeg ham og det skuespil, som foldede sig ud. Jeg så hvordan han skabte et fantasiunivers for at skærme sønnen mod krigens rædsler. Et gerning som skånede sønnen, så han kunne overleve dette mørke med en tro på livet.

Som om at han, Guido, trænede de principper, jeg havde fået anvist. Levede dem.

Han fokuserede på det, han kunne kontrollere. Accepterede den virkelighed, der var ham tildelt. Den bølge, som var ham givet i livet. Det skuespil og den rolle. Den opgave, den ramme og tid.

Heltemodigt. Eller snarere dumdristigt?

Kære Seneca … Er det muligt at finde frihed sådan et sted? Er frihed baseret på en illusion sand? Gav hans valg ham frihed? Eller var det først, da hans bødler indhentede ham og døden derved adskilte ham fra lidelserne, men også hans elskede, at friheden opstod?

Jeg ligger udmattet i græsset. Træt, trist og modløs. Over de ubesvarede spørgsmål. Ondskaben i verden. Over uvidenheden. Den som optræder i mig. Og udenfor mig.

Subtilt mærker jeg løkken om halsen. Mentaliseringen har taget over. Jeg er blevet fanget i en ambition om at besidde indsigt. At have kendskab. Jeg ser, at det alt sammen er pegninger på rette adfærd. Anvisninger. Regler. Talte og nedskrevne. Og denne intellektualisering kvæler det fineste.

Som jeg – som kvinde – bliver uden farve og glød, når kun mit hoved får plads. Og jeg ser, at det alt sammen er visdom i hovedet. Min krop mangler. Mit hjerte. Min sjæl. Min blødhed. Det feminine.

Og jeg mærker, at jeg må orientere mig – guide mig fra et andet sted.

Vejen til frihed

Langsomt dukker den erindrede frihed i tidligere tantriske møder op. Tantraen som er forankret i en ikke-dualistisk tankegang. Baseret på principperne Shiva og Shakti, Yin og Yang. Et udtryk for den ene uendelige og uforanderlige realitet. Et udtryk for balance. At række ud og samtidig mærke, hvornår tiden er til at trække sig tilbage.

Og jeg vidste instinktivt, at jeg havde glemt den vigtigste kilde, da jeg søgte svar. Mit hjerte.

I stilhed overgiver jeg mig. Lader hjertet hviske. Vise vejen.

Det fortæller, at den personlige frihed findes for den, som har modet til at gå igennem porten til mørket. Den som tør se sine traumer og sår i øjnene for heling.

I det møde venter friheden. Frihed for slægtens rænker af traumer, de universelle traumer. Frihed for skyggerne. Negative emotioner som vrede, frygt. begær, misundelse.

En frihed som samtidig kommer med en forpligtigelse til at holde sig vågen og bevidst. Kun derfra kan jeg bevæge mig i livet uden dom. Uden reaktion. En bevægelse, hvor jeg navigerer med accept. Med sindsro. Og kommer jeg ud af balance, genfinder jeg denne. I en naturlig og let bevægelse.

En individuel frihed i en samtidig forbundethed med universet. I universel og guddommelig kærlighed.

Kære Seneca, er min fornemmelse sand? At der kun er en vej til frihed? Vejen ind i mørket for at heale, hvad der står i vejen for netop friheden? Eller er jeg faret vild? Er jeg blevet ramt af arrogancens blindhed? Forført af begær? Er det sandt, at sindsro er frihed?

Jeg beder til og håber, at du vil udvide og berige min forståelsesramme og støtte mig i at finde svar på mine spørgsmål om frihed. Om Sindsro. Det, som skaber balancen. I mellem det feminine og det maskuline. Balancen i mig og i verden.

Kære Seneca, jeg ved, at mit brev er langt. Meget langt. Jeg sender det uden forventning. I et håb om at modtage deres visdom. En dag. En tid. Et liv.

I stor respekt og ydmyghed
Deres elev, Inger

___

Teksten ovenfor er skrevet som en del af en opgave i en filosofiske og protreptisk læsegruppe, faciliteret af Henrik Kronborg Olsen, indehaver af IndsiQt og konsulent ved Ztrong. Udgangspunktet for mine refleksioner er en tekst fra Epiktet.

Figuren Guido er fra filmen, Livet er smukt (1997).

Foto: DDP, Kelli McClintock, Alfonso Scarpa, Neon og Hisham Zayadneh (Unsplash)