Fragmenter i spejlet

Hun bevægede sig langsomt rundt. Rådvild og trist mens hun forsøgte at forstå det skete. Forstå, hvordan fortroligheden og dybden i deres relation pludselige var blevet til en dyb afgrund af misforståelser.

I spejlet, som hun passerede, fik hun øje på fragmenter af fortællinger. Brudstykker fra en barndom. Og fra et levet liv som søster, mor, kvinde og kæreste.

Spejlet … ubarmhjertigt, men også med en samtidig invitation. Til den som har modet.

Hun så et ansigt, hvor smerten ved at opdage, at hun ikke længere havde en særlig plads i den relation, som var hende så værdifuld, gjorde hendes øjne mørke.

Bagved stod den lille pige, som engang havde været fars pige – hende med en særlig plads. Og hun vidste, at den voksne kvinde nu måtte tage opgaven hjem. At hun måtte sætte sig selv fri af behovet for at være noget særligt i kraft af sine relationer. I sine relationer. Og i stedet vide, at hun er noget særligt, bare fordi hun er. Som alle, der træder deres skridt på jorden, er noget særligt.

Hun så et ansigt i sorg over at erfare, at hun ikke er den eneste kvinde i relationen.

Bagved stod kvinden, som alt for ofte havde oplevet utroskab. Og derfor sjældent havde været den eneste kvinde i sine kærlighedsrelationer. Og hun vidste, at hun nu måtte vågne op. Se relationen som den var. Frem for hvad hun måske kunne ønske sig. Og i den erkendelse tage ansvar og være tro overfor sig selv. Tro overfor egne værdier. Egne behov. Egne principper. En tro så stærk og loyal indadtil, at hun måtte forlade relationen, hvis disse ikke kunne mødes. Forlade i kærlighed til sig selv og den anden.

Hun så en kvinde med forbudte længsler og behov som betød, at hun for en stund havde valgt at se bort fra egne værdier. Fordi begæret tog over. Bagved stod kvinden, som i en årrække havde lukket sit hjerte og sit skød efter misbrug og overgreb. Og hun vidste, at hun måtte slippe forventningerne om mere. Slippe begæret og lade det erstatte af taknemmelighed over det som var, og det som blev hende skænket af smukke på hinanden følgende øjeblikke. Og blot nyde energien som langsomt rejste sig i hende.

Hun så tågen, som slørede ansigtet i spejlet. Bagved denne gemte sig en lille pige. Hende som var vokset op med det usagte. Som skjulte det, de voksne ikke turde stå ved. Og hun vidste, at hun, som altid var ekstra sensitiv på det usagte, måtte finde egen tydelighed. Tydelighed omkring, hvilken ramme hun ønskede, skulle kendetegne relationen. En ramme med ærlighed og en gensidig respekt og omsorg for hinanden som det bærende.

Hun så et ansigt med usikkerhed og øjne, som sjældent kunne fastholdes længe. Bagved stod et menneske, der alt for ofte var blevet fortalt, at hun var mærkelig. Anderledes. Som var blevet mobbet. Mødt med hånende og nedgørende ord. Og hun vidste, at hun nu måtte slippe skammen og i stedet rejse sig og indtage sin plads i verden. Rank og stolt over alt hvad hun er og bringer til fællesskabet. Og herfra møde verden åben og tillidsfuld.

At møde og mødes

Hun kiggede en sidste gang i spejlet, mens der fra hendes mund lød et stille; ‘tak’.

Tak for at holde spejlet foran mig. Tak for at tilbyde mig muligheden for at se. For at vågne.

For healing af traumer og for frisættelse af gamle fortællinger og overbevisninger.

Tak for at stille dig foran mig, som var du min twinflame. Tak for at invitere mig til mit indre bryllup. Foreningen af det feminine og maskuline i mig.

For det er jeg dig for altid dybt taknemmelig.

Taknemmelig selvom – eller måske netop fordi – vejen til alteret er pyntet med roser. Smukke roser men alle med torne, som lige nu stikker og smerter. Som giver mig lyst til at vende om. Til at stikke af.

Men jeg bliver her. Jeg fortsætter mine skridt. Invitationen er modtaget. Og jeg møder og favner det, som gør ondt. Jeg går igennem sorgen og smerten. For at træde ud på den anden side.

Træde frem. Fri, stærk og med et åbent hjerte.

Og jeg håber, at du vil møde mig her.

Møde mig i den forbundethed, som jeg sanser binder os sammen. Forbundet i en dyb sjælelig genkendelse. I den universelle kærlighed, Agape.

Jeg håber, at du vil møde mig, hvor de stolte og sårede ego’er ikke længere trækker os rundt og fra hinanden.

Der, hvor du og jeg er sat fri i kærlighed. Og hvor vi møder og iagttager, hvad der sker fra et vågent bevidst sted.

Og ser jeg dig ikke, vil jeg fra hjertet blot sige tak.

Tak, fordi du vækkede mig.

Tak, fordi du åbnede mig.

Tak fordi du pustede til min indre flamme, som var blevet svag, men nu atter brænder i et stærkt og klart lys.

Tak …

Kærligst Inger

Lyrik til sangen: SPIRIT IS CALLING by Olivia Roseberyd

Foto: Fahribagirov & Suha Boncukcu (Pexels)