At relatere seriøst og useriøst – er det muligt?
“Er det ved at være seriøst?”
Et spørgsmål som jeg har hørt nogle gange den seneste tid i forbindelse med en relation som er mig meget nær, kær og vigtig.
Spørgsmålet udfordrer mig. Fordi jeg altid har set mine relationer som seriøse. Uanset deres karakter eller rolle. Venner, kæreste, partner, kolleger, samarbejdspartnere osv.
Samtidig tror jeg på, at seriøsiteten i mine relationer starter med seriøsiteten af relationen til mig selv.
Og måske er det netop derfor, at spørgsmålet udfordrer mig? Fordi jeg dermed også er nødt til at undersøge:
‘Er jeg i en seriøs relation med mig selv?’
Honesty is the first chapter in the book of wisdom.
— Thomas Jefferson
At give plads til både det seriøse og useriøse
‘Er relationen til mig selv seriøs?’
For at undersøge det, må jeg først folde ud, hvad begrebet ‘seriøs’ betyder for mig, men også dets modpol. Dets modsætning. Negationen.
Seriøs …
Begrebet, som angiveligt er forholdsvis nyt, betyder alvorlig, højtidelig eller saglig (lex.dk).
Skulle jeg definere begrebet, ville det lyde:
‘at det er er noget, som har værdi (for mig), og derfor noget som jeg bør jeg gøre mig umage overfor, og tilgå ordentlig og med alvor. At tage ‘noget’ seriøst kan komme til udtryk ved fx. at være nærværende og til stede. Åben, (k)ærlig og repektfuld.’
Med ‘noget’ kunne jeg pege på livet, mig, min krop, mit livsformål, min sjæl og mit hjerte. Og på mine relationer.
Med blikket, som for en stund er vendt indad, følger en fornemmelse af en højtidelighed, en hellighed – og frem dukker også ærbødighed, ydmyghed og taknemmelighed.
Det er et smukt billede, som viser sig for mit indre.
Men snart fornemmer jeg et skifte. Og pludselig er det som om, at der omkring begrebet ‘seriøs’ (også) ligger en tung dyne – som en spændetrøje, der gør mig ufri.
Det er som om, at det legende, det sjove, det frie, det lette ingen plads har i denne scene. Som var mit indre legebarn forvist, mens en streng voksen toner frem som en mørk skygge.
Er disse egenskaber – det legende, sjove, fri og lette – modsætninger til det seriøse? Er de useriøse?
Nej, hviskes der til mig.
Hvad er så det modsatte af at være seriøs? Hvad vil det sige at være useriøs?
Den umiddelbare tanke fortæller mig, at det er ‘at være sjusket’. En følelse som jeg genkender – måske i min stræben efter være seriøs og ordentlig? En umiddelbar smuk intention, men svær altid at leve op til.
Med ‘useriøs’ mærker jeg også, at ordet ‘ligegyldighed’ dukker op.
‘Indgår jeg i relationer uden at være seriøs?’ ‘Seriøs i relationen til mig selv og relationen til andre?’
‘Udviser jeg ligegyldighed eller sjusker jeg?’ ‘Over for mig selv og over for andre?’
For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
Paulus’ brev til Romerne, Kapitel 7
Seriøs og useriøs – hinandens forudsætning?
Forvirret eller måske snarere uroligt spørger jeg …
Er det overhovedet muligt at være seriøs uden kontakt til den del i mig som er legende, let og undersøgende?
Er jeg ikke netop sjusket eller udviser ligegyldighed over for mit inderste, når jeg er uden kontakt og i ubalance mellem det seriøse og useriøse?
Hvis jeg er sjusket eller udviser ligegyldighed, hvad er så årsagen hertil?
Jeg mærker et dybt kald i mig på at give plads til mere lethed, leg og nysgerrighed. Et kald spejlet i blandt andet denne nye relation, som viser mig, hvordan – og hvor let – det kan se ud. Et kald på at tilbyde den del af mig en meget større plads, på min vej til mere balance. Det er alvorligt. Eller med andre ord; seriøst.
Overhører jeg dette, vil det være let at banke mig selv og kalde mig sjusket. Ligegyldig over for mig selv. Men årsagen til, at det ikke er så let at åbne den dør, er angst. En angst som primært har to ansigter: angst for andres vrede, hvis jeg står op for mig selv og angst for at blive afvist, hvis jeg viser min sårbarhed
Sårbarhed og tryghed
Heldigvis er mine tætteste relationer med en samtidig vågenhed og en vilje til at tage ansvar for egne narrativer og projektioner.
Det er relationer med plads til …
… ærlighed, sårbarhed og autencitet
… det alvorlige og det lette
… de dybe samtaler og den lette hjertelig latter
Måske ikke blot med plads til, men en intention – et ønske – om at det er sådan, at vi mødes og deler os.
Relationer med en gensidig respekt og et oprindelig ønske om altid at ville den anden det bedste.
Relationer hvori jeg får mulighed for at møde både min angst og min sårbarhed og opleve den favnet ikke blot af mig, men også af det andet menneske.
Hvor vi mødes i et rum med så stor tryghed, at jeg langsomt tør åbne mig.
Et rum, med plads til det seriøs og useriøse – til leg, lethed, latter og undersøgelse. Et rum som healer og genskaber balancen i mig. Og balancen i relationen.
Møntens forside og bagside, begge en nødvendighed for at denne – mønten – er.
Trilogiens gave
Som allerede skrevet indledningsvis, tror jeg på, at den gode relation starter med en kærlig og ærlig relation til os selv.
Og bør ikke netop denne tages seriøs – alvorlig – og omfavne det hele menneske?
Det menneske, som indeholder både det seriøse og det useriøse? Det voksne og det barnlige i os alle?
Det menneske, som bærer et indre såret barn. Et barn som er bange og utrygt. Som har tilpasset sig for at få den kærlighed, der var nødvendig for dets overlevelse. Som kan synes sjusket, men formentlig mest i forhold til sig selv og opfyldelse af egne behov.
Et indre barn, som vi måske skal tage særligt alvorligt, for at kunne indgå kærligt i relationer – med os selv og andre?
En vis mand nævnte for mig, at ordet triologi havde vist sig for ham, da han tunede sig ind på mig.
Den gang forstod jeg det ikke. Det gør jeg nu.
Triologien er den voksne, det indre legebarn og det sårede barn. Alle tre tilbyder jeg plads, når jeg fremadrettet træder mine skridt på jorden. I en samtidig erkendelse af, at også jeg er kun et menneske, som ind i mellem snubler. Sjusket? Ja, måske? Men det er aldrig på grund af ligegyldighed.
Og at snuble skal jeg måske stoppe med at tage så seriøst, men i stedet møde med kærlighed, nænsomhed og nåde?
På samme måde som jeg ønsker at møde og blive mødt – seriøs med plads til det useriøse og at vi ind imellem snubler.
Kærligst Inger
Eftertanke
Jeg læste et sted følgende: ‘om et argument er seriøst og kan holde, viser sig først, når det konfronteres med dets modsætning’
Bytter jeg ‘argument’ ud med ‘relation’, står der ‘om en relation er seriøs, viser sig først, når den konfronteres med dets modsætning’
Må vi stræbe efter at rumme og favne modsætningerne, fremfor at søge konfrontationen.
Fotos: Omer Salom (Unsplash) samt Pavel Danilyuk og Wendy van Zyl (Pexels)
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, MasterCoach, certificeret protreptiker, samtalepartner og event manager. I efteråret 2024 påbegyndte hun desuden det 3 årige kursus, ‘Teologi for lægfolk’ på Diakonhøjskolen samt en 4 årig uddannelse som psykoterapeut ved HEG, Aarhus.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.
