‘If Today Was Your Last Day on Earth and You Could Deliver a Final Speech, What Would You Say?’

Overskriften fangede med det samme min opmærksomhed, og mens jeg læste, mærkede jeg, hvor vigtigt et budskab den bragte.

Det var som alt støj forsvandt, mens noget fint langsomt tonede frem. Og med det en samtidig følelse af både sårbarhed og mod.

Modet til at dele min stemme, og det som jeg tror på. Sårbart fordi jeg deler fra mit inderste.

Dette er min tale …

Min passion er at hjælpe mennesker med større synlighed. At hjælpe med at dele unikke stemmer og budskaber. At sprede visdom som kan ændre vores verden.

Derfor har jeg i en årrække fungeret som sparringspartner for især solo-selvstændige med transformerende ord. Jeg har produceret podcast, hvor jeg har inviteret forfattere, foredragsholdere etc. til at dele deres budskab, og jeg har været involveret i en lang række events primært som koordinator og event manager.

Ofte er jeg blevet spurgt, ‘hvornår begynder du at dele din stemme og visdom?’

Hver gang har jeg slået det hen og tænkt, at min stemme ikke var tydelig og klar nok til at dele offentlig – at den ikke var vigtig. Jeg har forklaret (eller forsvaret), at jeg trives bedst bag scenen. Bag skærmen eller mikrofonen. Og helst ved siden af et andet menneske. Så jeg kunne gemme mig lidt.

‘Courage starts with showing up and letting ourselves be seen.’ – Brene Brown

Jeg er vokset op i en familie, hvor der sjældent var plads til min stemme. I stedet var det min fars som fyldte. Uanset den var lys eller mørk. Glædesfuld og let – eller det modsatte – dyster og tung.

Jeg lærte at være stille. Måske endda usynlig i perioder. Og de få gange hvor jeg glemte det, fik det store konsekvenser.

I mit voksenliv fortsatte jeg med at være stille – især i de nære relationer. De sjældne gange hvor jeg talte og delte min (indre) stemme, blev jeg oftest afvist med ord som fik mig til at tvivle på min dømmekraft og mit værd.

Sådan kunne det have fortsat.

Min stemme kunne for altid have været forblevet stille.