Om skyld og tilgivelsens nådegave
Der var engang en ung pige. En dag forlod hun pludselig sit barndomshjem og dermed sine allernærmeste.
Beslutningen om at rejse var baseret på et stærkt behov for at komme væk fra de utrygge rammer. Hun var bange. Slidt. Træt. Kunne ikke mere.
Alt, hvad hun drømte om, var fraværet af uro. Alt, hvad hun behøvede, var tryghed.
Uden for hende og inde i sig selv.
Med beslutningen om, som den ældste i søskendeflokken at forlade sine nærmeste, fik hun samtidig en oplevelse af, at svigte de mennesker, som hun holdt af. Og ud af det voksede en følelse af dårlig samvittighed. Den blev til en fast følgesvend, idet hendes skridt i livet i mange år var tynget af sorg. Men også selvbebrejdelse. Samvittighedsnag. Skyld. Bærer af den største smerte.
Følelser som hun dulmede på forskellige vis. I de unge unge år med for meget alkohol og hash. Senere med for meget arbejde.
Som voksen kvinde, fandt hun tryghed i sine relationer. Hun oplevede, at de ydre rammer blev hendes sikkerhedsnet. Også selvom de sjældent var gode, nærende og støttende for hendes indre landskab.
Privat i parforhold med sund økonomi og smukke hjem. Professionelt med (for) stor pligtfølelse overfor sine samarbejdspartnere.
Som menneske var hun loyal og selvopofrende. Og hun troede, at hvis hun forlod scenen, ville hun igen svigte.
Loyaliteten indad var ubetrådt land. Uroen. Den havde stadig plads i hendes indre. Men dens stemme var for svag og druknede i den ydre trygheds favn.
Barnet og kvinden
Når jeg kigger på kvinden i dag, ser jeg et menneske, som har haft et liv med store udfordringer. Men jeg ser også et menneske, som har mødt disse med både mod og styrke. Jeg kender kvinden. Og jeg genkender hende.
Hende, som
- fulgte sin indre stemme som ung, og traf et for hende nødvendigt valg om at passe på sig selv og dermed tage de første skridt væk fra utrygheden, selvom hun var plaget af dårlig samvittighed
- gjorde, hvad hun mærkede var nødvendigt, fordi det handlede om hendes overlevelse og dermed hendes mulighed for at blive her på jorden, tæt på hendes kære blot i en ny og anden konstellation
- skabte ydre rammer, som for en stund gav hende en følelse af tryghed og dermed et lille pusterum, en pause
Intet menneske er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder
Prædikerens bog
Det ydre, et spejl af det indre
Når jeg kigger på kvinden, mærker jeg også stor omsorg og medfølelse for hende.
Jeg ser et menneske, der ofrede sit inderste på kærlighedens alter. Som barn, fordi hun troede, det var vejen til at blive favnet og elsket af sine forældre. Som voksen af sin partner.
Og med det svigtede hun sig selv. Som hun oplevede, at hun også svigtede sine nærmeste.
Hun forlod sig selv. Det hun troede på. Det hun stod for. Sine værdier. Og sit inderste.
Måske hun fejlede. Det gør vi alle. Måske særligt det utrygge barn. Det er menneskeligt at fejle. Må vi kunne vise både andre og os selv nåde, når det sker.
Min intention her er ikke at dømme. Men i stedet pege på vigtigheden af også at få øje på, hvornår vi svigter os selv.
Og hendes fortælling rejser flere spørgsmål i mig.
Hvor ligger det største svigt?
Der, hvor smerten er størst?
Sorgen tungest?
Skylder vi noget i vores skyld?
Det er formentlig individuelt. For mig er svigtet, sorgen og smerten størst, når jeg forlader mig selv. Svigter mig selv.
Det sker stadig, uden at jeg opdager det.
Det sker, at jeg opdager det og kan ændre adfærd undervejs.
Og det sker, at jeg bliver hjemme i mig. Tro mod mit inderste.
Jeg mærker også, at valget eller vejen sjældent er let. Uden smerte og sorg. Men jeg tror den er sand. Jeg tror den sætter mig fri. Og det andet menneske.
Måske svigtede den unge kvinde sine nærmeste som ung. Eller måske betød hendes valg igangsættelse af en bevægelse. Usynlig for øjet. Men mærkbar for sjælen. For healing. Ikke blot af hende, men også dem omkring hende. Syv generation tilbage og syv generation frem.
Et valg, som blev de første skridt hen imod den indre tryghed. Den, hvor visheden om eget værd lyser stærkt. Der hvorfra den indre ro har sit udspring.
Der, hvor hun har tilgivet sig selv og kan tilgive andre.
Der, hvorfra hendes ydre verden spejler hendes indre verden – en verden i ro og tryghed.
Og skylden. Den har hun taget afsked med. Det er tilgivelsens nådegave. Hun skylder ikke længere noget. Kun at være tro mig sig selv. Tro mod det som krop, sind, hjerte og ånd hvisker fra hendes inderste.
Kærligst Inger
Fotos: Lone Mørch (header billede) samt Kyryl Levenets & Bash Fish (Unsplash)
Om Din vært og forfatter
Inger Hjort, spirituel vejleder, NORDLYS MasterCoach, samtalepartner og event manager.
Ud over at udgive podcast og skrive artikler indgår hun også i en lang række forskellige samarbejder omkring workshops, foredrag og events i ind- og udland. Alt sammen skabt med et ønske om at inspirere, de som er klar til at lytte. Og de som søger indsigt og bevidsthed om egne mønstre og overbevisninger.
I maj 2019 udkom hendes første bog, ‘Den Sensitive Elefant’. Det er en personlig beretning som består af korte tekster, hvor hun deler en række af sine spørgsmål og refleksioner fra sin udviklingsrejse i sin søgen efter fred.