Tænk, hvad der kunne ske …

I mange år levede jeg et helt almindeligt liv med mand, job og hus, sådan som jeg troede, et almindeligt liv nu engang skulle være. Bortset fra, at jeg inderst inde godt fornemmede, at det faktisk overhovedet ikke var, som det skulle være. En sky af usagte ord.

Min mand fandt en anden. Jeg endte i et værelse hos en veninde med mønstret tapet og en rød sofa, som jeg senere skulle vende tilbage til. Mit hjerte slog knuder og tårerne flød. Men så mødte jeg en ny mand. Vi fik sammen et barn og levede et helt almindeligt liv, sådan som jeg troede, et almindeligt liv nu engang skulle være. Men jeg vidste godt, det ikke var, som det skulle være. Skyen af usagte ord var tilbage. Min mand havde fundet en anden.

Endnu engang sad jeg hos min veninde og græd ud i det samme værelse med det samme mønstrede tapet og den samme røde sofa – der hvor jeg 10 år tidligere også havde siddet og hulket over en mand, der havde forladt mig. Og lige der besluttede jeg, at der ville jeg ikke sidde igen om 10 år. Og jeg spurgte mig selv: hvad kan jeg selv gøre, for at undgå både mønstret og sofaen i al fremtid?

Fra kaos til ro…

På få måneder gik jeg fra at bo i en stor, totalrenoveret villa med to biler i garagen og have fast job, mand, bonusbørn, en søn på knap 4 år samt feriebolig i Spanien – til at sidde som enlig mor i en lejet lejlighed uden job. Selv min bil gav op, da jeg flyttede.

Midt i dette kaos begyndte jeg på et kursus for ledige. Af gode grunde var jeg mildt sagt ikke videre fokuseret. Jeg vekslede derfor kun få ord med de øvrige kursister, heraf også Helene, som snart skulle få stor betydning for det, som senere skete.

Jeg var i totalt chok. Jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. På hvilken sti jeg ville finde ro. Eller den fred, som alt i mig skreg på, mens jeg lå på en lånt sofa og græd. Og selvom jeg kun kendte Helene sporadisk, skrev jeg efter kurset en sms til hende.

Ordene var “Hej – måske du kan huske mig. Mit liv er i kaos. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Har du lyst til at drikke en kop the med mig?” Hun sagde ja!

Helene inviterede mig ud i sin kolonihave, og selvom der var sne og kulde udenfor, var der – i enhver forstand – masser af varme og lys indenfor.

Helene kunne med det samme sætte fingeren på, hvor jeg kunne dykke ned og se nærmere på mig selv. Og snart kunne jeg se, hvordan jeg hele mit liv har ladet andre træde på mig. Ladet mig misbruge. Ikke fordi de var dårlige mennesker, men på grund af mønstre i mig selv. Mønstre, jeg ligesom tapetmønstret måtte have skiftet ud, hvis ikke jeg helt skulle visne og dø.

De som kender mig, ved at lige der tog mit liv en vending. Ikke med raketfart. Men en stille og blid opvågnen. Fra altid at have været offer tog jeg nu ansvar for mit liv. Det første kursus i personlig udvikling blev snart fulgt op af endnu et, og mange flere fulgte efter. Jeg mødte nye mennesker. Nye tilgange til livet. Fik nye indsigter. Jeg slap stille og roligt drømmen om en kernefamilie. Jeg udfordrede mine overbevisninger. Rammerne. Forventningerne.

Og jeg oplevede hvordan jeg pludselig begyndte at spire, gro og endda springe ud i fuldt flor i mine relationer.

Erkendelse, accept – og små skridt hver dag

For mig handlede det først og fremmest om at erkende, at jeg havde brug for hjælp – og at turde bede om den.

Jeg satte ord på, rakte ud, kiggede ind og fordybede mig i mange forskellige værktøjer. Langsomt voksede den indre fred, som idag afspejler min hverdag og den måde, hvorpå jeg møder mennesker på min vej.

Lige så vigtigt har det betydet, at min søn vokser op i denne ramme. En ramme som jeg ønsker for alle børn, fordi jeg kender smerten ved det modsatte.

Med afsæt i min historie og min mission om at skabe indre fred i det enkelte menneske for ad den vej at opbygge de mest kærlige rammer for børn, hjælper jeg holistiske soloiværksættere og ejerledere med at dele deres budskab. Fordi hver stemme skaber forvandling og indre fred hos de som lytter.

Jeg vil med andre ord gerne være ‘Helene’ – hende som hjælper ved at pege på nye veje. Hende som skaber indsigt, og styrker vingerne som skal bære budskaberne.

Tænk, hvad der kunne ske i verden, hvis flere unikke transformerende stemmer blev delt?

Den vinteraften i 2013, hvor gulvtæppet blev revet væk under mig, var jeg på vej til Red Barnet i Randers. Jeg kom aldrig frem. I stedet for at hjælpe andre, måtte jeg først hjælpe mig selv. Finde mit kort.

Nu er jeg klar til at hjælpe dig med dit unikke kort. Til at hjælpe dig med at folde dine vinger ud, så din stemme kan rejse verden rundt og skabe fred og kærlighed – hos voksne og børn, store og mindre sjæle.