Tænk, hvad der kunne ske …

I mange år levede jeg et helt almindeligt liv med mand, job og hus, sådan som jeg troede, et almindeligt liv nu engang skulle være. Bortset fra, at jeg inderst inde godt fornemmede, at det faktisk overhovedet ikke var, som det skulle være. En sky af usagte ord.

Min mand fandt en anden. Jeg endte i et værelse hos en veninde med mønstret tapet og en rød sofa, som jeg senere skulle vende tilbage til. Mit hjerte slog knuder og tårerne flød. Men så mødte jeg en ny mand. Vi fik sammen et barn og levede et helt almindeligt liv, sådan som jeg troede, et almindeligt liv nu engang skulle være. Men jeg vidste godt, det ikke var, som det skulle være. Skyen af usagte ord var tilbage. Min mand fandt en anden.

Endnu engang sad jeg hos min veninde og græd ud i det samme værelse med det samme mønstrede tapet og den samme røde sofa – hvor jeg 10 år tidligere også havde siddet og hulket over en mand, der havde forladt mig. Og lige der besluttede jeg, at der ville jeg ikke sidde igen om 10 år. Og jeg spurgte mig selv: hvad kan jeg selv gøre, for at undgå både mønstret og sofaen i al fremtid?

Fra kaos til ro…

På få måneder gik jeg fra at bo i en stor, totalrenoveret villa med to biler i garagen og have fast job, mand, bonusbørn, en søn på knap 4 år samt feriebolig i Spanien – til at sidde som enlig mor i en lejet lejlighed uden job. Selv min bil gav op, da jeg flyttede.

Midt i dette kaos begyndte jeg på et kursus for ledige. Af gode grunde var jeg mildt sagt ikke videre fokuseret. Jeg vekslede derfor kun få ord med de øvrige kursister, heraf også Helene, som snart skulle få stor betydning for det, som senere skete.

Jeg var i totalt chok. Jeg vidste ikke, hvilken vej jeg skulle gå. På hvilken sti jeg ville finde ro. Eller den fred, som alt i mig skreg på, mens jeg lå på en lånt sofa og græd. Og selvom jeg kun kendte Helene sporadisk, skrev jeg efter kurset en sms til hende.

Ordene var “Hej – måske du kan huske mig. Mit liv er i kaos. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Har du lyst til at drikke en kop the med mig?” Hun sagde ja!

Hun inviterede mig ud i sin kolonihave, og selvom der var sne og kulde udenfor, var der – i enhver forstand – masser af varme og lys indenfor.

Helene kunne med det samme sætte fingeren på, hvor jeg kunne dykke ned og se nærmere på mig selv.
Og pludselig kunne jeg se, hvordan jeg hele mit liv har ladet andre træde på mig. Ladet mig misbruge. Ikke fordi de var dårlige mennesker, men på grund af mønstre i mig selv. Mønstre, jeg ligesom tapetmønstret måtte have skiftet ud, hvis ikke jeg helt skulle visne og dø.

De som kender mig, ved at lige der tog mit liv en vending. Ikke med raketfart. Men en stille og blid opvågnen. Fra altid at have været offer tog jeg nu ansvar for mit liv. Det første kursus i personlig udvikling blev snart fulgt op af endnu et, og mange flere fulgte efter. Jeg mødte nye mennesker. Nye tilgange til livet. Fik nye indsigter. Jeg slap stille og roligt drømmen om en kernefamilie. Jeg udfordrede mine overbevisninger. Rammerne. Forventningerne.

Og jeg oplevede hvordan jeg pludselig begyndte at spire, gro og endda springe ud i fuldt flor i mine relationer.

Erkendelse, accept – og små skridt hver dag

For mig handlede det først og fremmest om at erkende, at jeg havde brug for hjælp – og at turde bede om den. Jeg satte ord på. Og her indtraf roen og her begyndte magien.

Jeg møder fortsat mennesker, der uden at vide det tester mig og får mig til delvist at falde tilbage i mine gamle mønstre. Men kun delvist. Og for hvert skridt tilbage, tager jeg adskillige frem.

Med afsæt i egen historie er min mission at hjælpe flere til at blive klogere på sig selv – for det er der, verdensfreden begynder. Jeg tror på, at det at blive klogere på sig selv løfter bevidstheden og gør os til mere ydmyge mennesker, som kan rumme hinanden og forskelligheden.

Jeg vil med andre ord gerne være et andet menneskes Helene. Ja, med tiden vil jeg gerne være mange menneskers Helene og dermed virke som katalysator for en proces, der kan skabe større bevidsthed i andre mennesker, som kan oplyse – også helt bogstaveligt – andre mennesker.

Tænk, hvad der kunne ske i verden, hvis vi hver især turde stå ved os selv, som vi virkelig er? Og hvis vi turde bede om hjælp, når vi engang imellem har brug for den?

Den vinteraften i 2013, hvor gulvtæppet blev revet væk under mig, var jeg på vej til Red Barnet i Randers. Jeg kom aldrig frem. I stedet for at hjælpe andre, måtte jeg istedet først hjælpe mig selv.